TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Den mindste var bedst

af | Nyheder

Den 2-årige hoppe Faststone fylder ikke meget på en væddeløbsbane, men det betyder ikke noget. For hun kan godt flytte benene og lørdag vandt Faststone med Anders Pedersen sin debut på Racing Arena Aalborg.

Faststone med Anders Pedersen. Foto Hesselborg Foto

Aalborg-træneren Anders Pedersen så rigtigt, da han for 50.000 kroner sikrede sig åringen Faststone på Derbyauktionen i fjor for 50.000 kroner.

Han kendte moderen Odyssee Eastwind, der i hans træning vandt Dansk Hoppe Derby for Flemming Jensen – og Wishing Stone – ja, den kender de fleste jo også.

At en storebroder til Faststone, Diamondwind nogle uger efter skulle vise sig at være bedst i D-årgangen, gjorde ikke købet på derbyauktionen ringere og Anders Pedersen har næppe haft problemer med at sælge Faststone videre til hesteejeren, Knud A. Dalsgaard.

I et felt blot fem heste debuterede Faststone denne lørdag på Racing Arena Aalborg.

Et andet Wishing Stone-afkom, Fossa med Gordon Dahl var løbets favorit, men den kunne ikke fange lille, vævre Faststone, der førte løbet fra start.

Først udfordret af Fly By Seo Easy med Bent Svendsen – og til slut af Fossa med Gordon Dahl.

Faststone debuterede i fine 1.18.9a/1640 m og fik 7.500 kroner i førstepræmie.

Faststone vinder sin debut foran Fossa – begge i 1.18.9