TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Bold Eagles største fan

af | Nyheder

Danske Kim Gudmand følger den franske stjerne over det meste af verden og søndag går turen atter til Vincennes – forhåbentlig.

Der er fans og så er der RIGTIGE fans – og når det gælder den franske travkejser Bold Eagle, så tilhører Kim Gudmand afgjort den sidste kategori.

Kim Gudmand med Bold Eagle

De sidste fem år har den danske freelance-fotograf således fulgt Bold Eagle når hesten har startet primært i Frankrig, men også i bl.a. Canada for nylig, hvor han var inviteret med af Bold Eagles ejer, Pierre Pilarski.

-Det startede lidt tilfældigt med, at jeg var i Frankrig da Bold Eagle var tre år, hvor Pierre Pilarski lige havde købt hesten, fortæller Kim Gudmand.

-Han løb ude i tredje-fjerde spor store dele af løbet og jeg tænkte: “Hold da kæft en hest!” Det var en ret lille hest dengang, men den havde bare en fantastisk lungekapacitet, som gjorde, at den nærmest kunne løbe hele dagen.

-Det blev jeg meget fascineret af og da jeg kom hjem fandt jeg Bold Eagles hjemmeside (boldeagle.fr) og skrev til Pierre, og fortalte ham, hvilken fantastisk hest, jeg syntes han havde. Det var han meget taknemmelig for og pludselig sendte han mig en masse “merchandise” med Bold Eagle.

-Næste gang jeg var til løb med Bold Eagle gik jeg hen og præsenterede mig, og Pierre er jo typisk franskmand, så det var med kindkys til højre og venstre. Siden har det egentlig bare udviklet sig og vi er blevet rigtig gode venner.

Pierre Pilarski og Kim Gudmand

-Pierre taler ikke særlig godt engelsk og jeg er ikke ret god til fransk, men hans franske agent er en stor hjælp når vi mødes.

-Selvom Pierre populært sagt er stinkende rig, er han helt nede på jorden og rigtig hyggelig at være sammen med. Vi mailer meget sammen og på et tidspunkt fik jeg en mail, hvor han spurgte, om jeg havde lyst til at tage med til Canada da Bold Eagle i slutningen af oktober måned skulle starte i Breeders Crown på Woodbine!

-Jeg troede ærligt talt, at der var nogen, som tog gas på mig, men det var rigtigt nok og jeg havde en fantastisk oplevelse sammen med Pierre og alle de andre omkring Bold Eagle.

Fascinationen
Kim Gudmand anslår, at han har set Bold Eagle LIVE mindst 25 gange siden 2014, men hvad er det egentlig, som får en dansk pensionist til at rejse “verden” rundt for at følge en travhest?

-For det første er jeg som sagt blevet rigtig gode venner med ejeren, men Bold Eagle er også en ekstraordinær hest med en fantastisk personlighed – man bliver begejstreret når bare man ser den, siger Kim Gudmand.

-Det er også sjovt at se, hvordan ham og hans staldmand pjatter med hinanden. Når Hugoes trækker med ham på staldområdet, så går Bold Eagle og trykker ham på hovedet.

Kim Gudmand med Bold Eagle og hans staldmand, Hugoes Monthule

-Jeg har altid været glad for heste og den første hest, jeg virkelig blev begejstret for, var Axel Jacobsens Derbyvinder Hawkeye og har tre-fire scrapbøger med avisudklip, programmer m.m., Jeg cyklede tit op til Stutteri K i Jægerspris, hvor han stod, for at besøge ham.

-Sådan har jeg det også med Bold Eagle, der i øvrigt er en sød og venlig hest, som man kan stå og klappe mens man bliver fotograferet sammen med den, men det er selvfølgelig ikke alle, der får lov til at komme helt tæt på. Det er et af de privillegier jeg har opnået.

-Når Bold Eagle starter, er det ikke usædvanligt, at der står 2-300 mennesker uden for stalden, og det er ofte nødvendigt med afspærringer så folk ikke kommer for tæt på.

De største oplevelser
Når man taler om en hest, der har vundet 46 sejre i 68 starter – heriblandt 21 Gruppe I-løb – er det svært at pege på ét enkelt løb, men for Kim Gudmand var Bold Eagles sejr i Prix d’Amerique-sejren i 2016 hans hidtil største præstation.

-Den dag var han bare helt uovervindelig, siger Kim Gudmand.

-Jeg er altid til Prix d’Amerique, hvor jeg som regel er afsted i omkring – det er altid fantastisk at opleve fransk travsport når det er allerbedst.

Kim var selvfølgelig også på plads, da Bold Eagle i 2017 for første gang var til start i Elitloppet, hvor han vandt sit forsøg på fremragende 1.08,3a/1609 meter. I finalen måtte han imidlertid nøjes med fjerdepladsen bag Timoko.

Bold Eagle. Foto: Gerard Forni

-Han gik et fint løb, men det kaos, der var omkring Bold Eagle på staldområdet gjorde, at han blev alt for stresset, mener Kim Gudmand.

-Alle ville ind og tage billeder af hesten og Pierre Pilarski var ved at gå i panik. “Kan du ikke finde nogle betjente, Kim?” spurgte han mig og så fik vi tilkaldt nogle vagter, der kunne holde folk væk.

-Da de trak ham ud til finalen, stod Bold Eagle bare og kiggede: Jeg skal ikke løbe mere, tror jeg han tænkte, og han var også helt syret til i finalen.

Aldrig mere Solvalla – men måske Lunden?
I fjor var Bold Eagle tilbage på Solvalla, men mange husker utvivlsomt det dramatiske forsøg, hvor Ready Cash-hingsten tog spids, men galoperede ind i første sving og så var dén dag ødelagt for storfavoritten.

-Der skulle aldrig været ringet om i første startforsøg, hvor han let tog spids, men Dreammoko og Björn Goop kom ikke med og så blev der omstart, husker Kim Gudmand.

-I andet startforsøg gik Bold Eagle helt amok. Jeg tror, at hesten husker en dårlig oplevelse og han ville bare ikke være med.

-På Vincennes er der aldrig nogen problemer, selvom han løber og “bukspringer” lidt op til starten. Sådan er han bare, men samtidig tror jeg faktisk også, at Bold Eagle er ved at være lidt træt af at løbe på Vincennes. Ældre heste er jo faktisk meget kloge dyr.

-Pierre Pilarski har jo sagt, at Bold Eagle aldrig kommer til start på Solvalla igen, men jeg har prøvet at overtale ham til at starte i Copenhagen Cup i stedet. Det kunne være noget af et scoop, men som han siger, ligger løbet i Bold Eagles bedækningssæson, så det kommer desværre nok ikke til at ske.

Bold Eagle vs Valokaja Hindø
Søndag er Bold Eagle tilbage på Vincennes i Prix du Bourbonnais, hvor han bl.a. møder danskfødte Valokaja Hindø, og Kim Gudmand håber på at være på plads i Paris.

Bold Eagle. Foto Kim Gudman

-Men jeg er lidt bange for at komme til at strande i lufthavnen pga. de uroligheder, der i øjeblikket er i Paris, siger han.

-Der er en masse demonstrationer og det meste er gået i stå dernede, bl.a. har jeg hørt, at taxachaufførerne strejker, så jeg er lidt usikker på, om jeg kommer derned denne gang. Jeg må lige set det an de næste par dage, men dem jeg kender i Paris, siger, at det godt kan være ved til og med mandag.

-Pierre Pilarski kommer i øvrigt nok heller ikke til Paris på søndag. Han bor i Schweitz og plejer at tage toget, men det bliver svært denne gang.