TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

“American Photo kan fortsætte sejrsrækken”

af | Nyheder

Der er løbet en del vand i åen, siden Johnny Jørgensen kunne kåres som Dansk Mester for Travkuske i konkurrencens første udgave tilbage i 1999. Stalden bugnede med heste, hvor Johnny i en årrække var i kompagniskab med storebror Birger, og Johnny selv i flere år kunne noteres for omkring 100 sejre – hvert år.

American Photo_1

Siden blev stalden gradvist mindre, og Aarhus-træneren tog tidligt konsekvensen og sikrede sig et job uden for hestesporten. Sidste hest på træningslisten var tilbage i 2014.

“Jeg har været hos Danish Crown i Horsens i efterhånden nogle år, og det er jeg meget tilfreds med. Jeg kommer dog stadig på banen i Aarhus to-tre gange om ugen, hvor jeg hjælper nogle amatører med træningen, så hele vejen har jeg holdt ved mine kontakter inden for sporten”, forklarer Johnny Jørgensen videre.

Og det var også ad den vej, at statistikken pludselig tog en uventet drejning. Efter to sejre i 2014 og sejrsløs i 2015 er det i år foreløbigt blevet til 11 førstepladser i kun 61 starter. Særligt én hest har betydet lidt ekstra i den forbindelse – nemlig den fireårige svenskregistrerede American Photo (S J’s Photo), der stadig er ubesejret efter fem starter.

“Jeg blev kontaktet af ejeren Morten Andersen, der havde lidt problemer med American Photo. Hesten var noget fjollet , ville ikke dreje og kunne finde på pludseligt at bremse op i et hurtigarbejde, så derfor spurgte Morten mig, om jeg ville hjælpe ham lidt. Det sagde jeg naturligvis ja til, og siden er tingene jo gået rigtigt fint”.

“American Photo har nu meget let ved tingene, og jeg tror på, at han kan fortsætte sejrsrækken lidt endnu. Naturligvis bliver konkurrencen hårdere for hver gang, og som jeg sagde efter sejren i Aarhus i går, så får vi vel også et spor i anden række på et tidspunkt. Men jeg vurderer, at hesten stadig er på toppen og klar til flere opgaver i den nærmeste fremtid. Dog er der ikke taget nogle beslutninger, og han skal vel også have en pause på et tidspunkt. Vi har hidtil kigget lidt på løbsmulighederne i fællesskab, så nu får vi se, hvordan det passer i den kommende tid”, forklarer Johnny Jørgensen videre.

Med den aktuelle succes – kommer vi så igen til at se heste i træning hos Johnny Jørgensen.

“Det tror jeg ikke. Det går op og ned i denne sport, og man kan vel sige, at det er et sammenfald af tilfældigheder, at jeg ikke vandt løb i 2015, men så til gengæld har succes lige nu. Jeg trives ved min nuværende rolle, så det bliver der ikke lavet om på”, slutter Johnny Jørgensen.