TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

-Vi siger det ikke til nogen!

af | 28. jun 2024 | Nyheder

Dansk Hestevæddeløb har indtil nu ikke haft nogen god juni måned – her tænker vi på flere fejl, der er sket såvel administrativt som på banen.

Først var det lige det med Illustrious One, der havde vundet på Jägersro en tirsdag aften, men det resultat kom ikke med i Pointberegningen til Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix, der blev lavet om onsdagen – og så måtte det lave som.

Så kom sagen med Gabi Kyvsgård og trænerskiftet, der blev foretaget for tidligt.

Er den sag i øvrigt endelig afgjort?

Søndag og mandag var der forvirring over den dom som John Gommans fik efter at have vundet med Huxi i en DM-afdeling i Aalborg.

Først var dommen 800 kroner samt indberetning til DH Sport for drivningen – så blev dommen ændret til 1.600 kroner og siden ført tilbage til 800 kroner!

Og nu er en fjerde sag kommet for dagen!

Da Just Hans vandt 2. løb på Jydsk Væddeløbsbane – det var en af 4-års Prøverne – så startede feltet fra forkert distance!

Personen, der slog flaget stod på startskamlen til 2300 meter og startvognen slap først hestene ved 2300 meter-stedet – og ikke som propositionen foreskrev ved 2360 meter!

Den distance er i øvrigt tydeligt markeret ved en stor rød pæl.

Screendump fra starten til 2. løb den 14. juni.

Men tiderne i resultatlisten for 2. løb blev beregnet efter 2360 meter-distancen og Just Hans fik således noteret 1.15.1 som vinder ligesom feltet i øvrigt fik forkerte og hurtigere end tider, end de skulle have haft.

Nu fremgår allernederst på resultatlisten at ”vindertiden m.fl. er korrigeret pga.. fejlplaceret tid og efter kontrol af dommerfilmens tidskode”!

Man kan mene, at i sådant et tilfælde skulle alle løbets deltagere have fået rekorderne annulleret og i stedet skulle der være anført et ”nc” – no clock i resultatlisten!

Men så havde selvfølgelig mange sikkert studset over, at der ved f.eks. Just Hans havde stået et nc i programmet til søndagens Grand Prix!

Vi siger det ikke til nogen, er desværre blevet synonym for Dansk Hestevæddeløb!

Starten i de øvrige Grand Prix-prøver skete fra korrekt startsted – 2360 meter-pælen.