Epos Østervang er normalt lidt af en pengemaskine, men i nat sluttede den uplaceret – og heller ikke Howlingatthemoon fik en præmie med hjem i torsdagens start.

Det går ikke lige godt hver gang de danske travere starter i USA, og torsdag sluttede såvel Epos Østervang som Howlingatthemoon uplaceret.
Epos Østervang med Mark MacDonald var til start i et claiming race (salgsløb) på Yonkers, hvor han var sat ind til salg for 40.000 dollars.
At opgaven var svær for Epos Østervang vidner det eventuelle vinderodds på 43,75 på ham da også om.
Epos Østervang lå undervejs på en sjetteplads og den placering holdt han over mål og noteredes for 1.12.7.
Løbet vandtes af Max ((Yankee Glide) med George Brennan i 1.11.8. Der var 10.000 dollars i førstepræmie.
Tidligere på dagen var Howlingatthemoon med Pat Lachance til start på Harrahs Philadelphia i et løb for heste, der ikke havde tjent 11.500 dollars i de sidste fire starter.
Heller ikke her var spillernes tillid til en dansk hest stor – Howlingatthemoon stod til 83,40 i odds!
Den lå nummer syv efter de første 400 meter og blev der – og noteredes for 1.12.1.
Løbet vandtes af Eurobond (Love You) med Andy McCarthy – trænet af Per Engblom – i 1.10.8 – her var der 5.500 dollars i førstepræmie.