TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Tre søstre på Derbytur

af | 26. aug 2018 | Nyheder

Ernst Petersens tre døtre var til Derby første gang i 1961, da deres far vandt med Carl Aage, og de tre “piger” mødes fortsat hvert år i Derbyweekenden. 

-Ja, det vil sige, traditionen begyndte først da vores mor døde i 1991, fortæller Margit (f. 1940), som i år har fået plads på den lukkede tribune sammen med sine to ældre søstre, Tenna (f. 1936) og Ruth (f. 1926) eller “Musse” som hun også kaldes.

Margit, Tenna og Musse

-Vi var jo alle tre med dengang vores far vandt Derby, men det var nu begrænset hvor meget jeg så af løbet. Jeg havde 11 dage inden Derbyet født min ældste søn, så han skulle selvfølgelig ammes, men det måtte jeg vente med til jeg kom hjem til Gentofte, hvor jeg stadig bor.

-Ja, det er en dejlig tradition og så er det jo også en anledning til at mødes, når vi nu bor så langt fra hinanden til daglig – Margit bor herovre, Tenna på Bornholm og jeg bor i Århus, supplerer Musse.

-Da jeg var barn kom jeg meget på væddeløbsbanen i Århus, men da mine forældre flyttede til København, blev jeg herovre, da jeg lige var blevet forlovet, og så røg interessen for travheste lidt i baggrunden. Jeg mødte en fodboldspiller og så kom det til at handle om fodbold i stedet for trav.

Tenna – med efternavnet Ipsen – kender de fleste travfolk sikkert, og mens hendes to søstre aldrig har haft travheste, har de til gengæld fyldt meget i hendes liv.

Tenna Ipsen har således boet på Bornholm det meste af sit voksne liv og har haft pæn succes som opdrætter af Will-hestene. Det foreløbig sidste opdræt var Catch Me Will, der var til start i Derbylørdagens 12. løb.

-Men jeg håber jo, at der kommer et lille føl i januar måned næste år, smiler Tenna.

-Jeg har hoppen Wild Jessie, der sluttede karrieren sidste efterår i en alder af 14 år – hun vandt i alt 42 løb og var en fantastisk hest, som jeg har haft meget stor glæde af.

-Det var så meningen, at hun skulle bedækkes, men trods adskillige forsøg lykkedes det ikke at få Wild Jessie i fol. Som et sidste forsøg blev hun sendt over til Kaj Jensen på Hovhedegård og så lykkedes det sørme at få hende i fol.

-“Hvilken hingst er hun så drægtig med” spurgte jeg Kaj Jensen. “Det er selvfølgelig Great Challenger” svarede han, så nu går jeg i spænding og venter til slutningen af januar måned næste år, slutter Tenna Ipsen.