TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Torbjørn Jansson takker af

af | 15. okt 2023 | Nyheder

Den svenske topkusk, Torbjørn Jansson har kørt sit sidste løb. I dag har han meddelt at han slutter sin aktive karriere på banerne.

Torbjörn Jansson. Foto Kanal 75

Starten i UET Grand Prix med Bedazzled Sox lørdag eftermiddag satte punktum for Torbjörn Janssons karriere som kusk i svensk travsport.

Gennem flere årtier har Torbjörn Jansson tilhørt eliten i Sverige og som den eneste kusk kan han prale med at have vundet løb på alle svenske baner.

Rækken af store triumfer er lang og går tilbage til 1985, hvor Torbjörn Jansson havde sit livs bedste hest i den egentrænede Meadow Road, der bl.a. vandt Elitloppet, Olympiatravet og Statue of Liberty Trot – et løb som The Meadowlands lavede som modtræk til VM-løbet, The International trot, dengang på Roosevelt.

Torbjörn Jansson skabte sig siden et stort navn som catch driver og har vundet storløb over alt i den vestlige verden.

Herhjemme har vi set Torbjörn Jansson vinde Dansk Trav Derby 1998 med Bell Shadow, hvor han spring ind i sidste øjeblik som erstatning for Jorma Kontio, der havde brækket en arm.

Torbjörn Jansson har også vundet UET Trotting Masters, da det i 2014 blev kørt på Lunden med Ed You.

4.713 sejre blev det til og Torbjörn Jansson er for længst indvalgt i The Hall of Fame på Travmuseet i Årjäng.