TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Tilliden der brast

af | Nyheder

Derbyvinderen Chock Nock blev tidligere på ugen officielt ejerskiftet til Lene Dodensig, men Mona Zaremba (Stald Søndergaard) nægter fortsat at udlevere hesten og forlanger at handlen går tilbage.

Sagen omkring salget af sidste års Derbyvinder Chock Nock er for alvor gået i hårknude.

Kredsen omkring Chock Nock efter Derbysejren. Foto: Martin Timm Holmstav

Kort fortalt tilbød Mona Zaremba (MZ) i juli måned Aalborg-amatøren Lene Dodensig (LD) at købe Chock Nock, der på daværende tidspunkt var i træning hos Steen Juul. LD gav overfor MZ udtryk for, at hun var på udkig efter en amatørhest og i salgskontrakten står der, at Chock Nock skal forblive i LD’s varetægt.

Parret bliver enige om en pris (75.000 kr incl. moms) og MZ siger bl.a. til LD, at prisen ikke er så vigtig når bare hun ved, at hesten kommer til en lille stald og ikke i professionel træning.

LD vælger imidlertid at kontakte Flemming Jensen for at afprøve, om Chock Nock kan ”bære” en træningspris, hvilket MZ bliver bekendt med den 3. august, hvorefter hun kontakter LD og kræver at handlen går tilbage.

-Jeg skriver under på, at hesten skal forblive i Lenes varetægt. Han skal ikke sælges eller udlejes, ergo må han godt trænes af en anden amatør, men han skal stå hjemme hos Lene – det er det, jeg har skrevet under på, siger Mona Zarema til Travservice.dk.

Sagen går nu rettens vej og Fogedretten gav i første omgang Lene Dodensig medhold, men Mona Zaremba har efterfølgende valgt at anke dommen til Landsretten.

-Alle i travsportsverdenen ved, at når jeg ikke længere synes, at en af mine heste skal være i professionel træning, så kommer de til en amatør – det er sket med både Cool Vacation, Sky Line, Wham Bam Boo og O’grady, og det var også tanken med Chock Nock, siger Mona Zaremba.

–Det er ikke fordi jeg har noget imod Flemming Jensen; jeg holder meget af både Flemming og hans kone, men Chock Nock fungerede bare ikke da han var hos dem, og derfor synes jeg ikke han skulle tilbage dertil. Det var også grunden til, at jeg satte prisen betragteligt ned til 60.000 kroner + moms, selvom jeg kunne ha’ solgt ham til Norge for et stort beløb.  

-Det samme var tilfældet med Cool Vacation, der blev solgt til Bornholm for et mindre beløb, selvom han formentlig kunne være blevet solgt for over 100.000 kr.

Mona Zaremba med Derbypokalen. Foto: Henrik Berg

-Lene Dodensig spurgte mig ganske vist: ”Må den så ikke sendes i træning hos en træner?” – hvilket jeg svarede Jo til, men jeg regnede med, at hun mente en anden amatørtræner. Det var jo ikke utænkeligt, at hun havde brug for hjælp, men sådan forholdt det sig altså ikke. Hun ville sende Chock Nock i professionel træning, hvilket var i klar modtrid med vores aftale, og det er det, der i den grad hidser mig op.

-Jeg har i hvert fald tænkt mig at kæmpe videre og tage den her sag så langt som overhovedet muligt. Næste skridt er Landsretten den 27. november – der håber vi, at vi får en civil rettsag, hvor vi kan indkalde vidner.

-Det bliver jeg nødt til, men så ved jeg, at jeg har kæmpet for det jeg føler og tror på, siger Mona Zaremba.  

-Grunden til at jeg nu fortæller min historie, er, at de har indkaldt Steen Juul til Fogedretten. Det gør mig utrolig ked af det, at Steen Juul skal involveres i denne her sag. Han har ikke Chock Nock mere. Desuden vil jeg opfordre alle, der agter at sælges jeres hest til at få en advokat ind over – tillid gør det ikke alene.

Lene Dodensig ønsker ikke at udtale sig så længe sagen fortsat kører.