Unghestestjernen Tetrick Wania, der solgtes for et tocifret millionbeløb til tyske Karin Walter-Mommert, får nu et eget storløb med 400.000 SEK opkaldt efter sig på Solvalla.

Karrieren blev aldrig den succes, som der blev skabt store forventninger til da Tetrick Wania indledte løbskarrieren som 2-åring og bl.a. vandt det svenske Opdrætningsløb efter en fantastisk præstation efter en stor startgalop.
Det blev blot til 15 starter – 6 sejre, rekord 1.11.8 og 3 mio. SEK i indtjening.
Tetrick Wania er nu avlshingst og som en Muscle Hill-søn med samme mor som Walner (Chapter Seven), så er interessen for at bruge ham stor.
I fjor stod Tetrick Wania i Tyskland – i Sverige blev der insemineret 10 hopper med ham. Herhjemme var der fem hopper, der blev insemineret med Tetrick Wania, men ifølge Trav.dk er kun de to i fol.
I år er Tetrick Wania opstaldet på Västerbo Stutteri, hvor den står til 500 Euro + 6.000 Euro/lev. føl.
Nu får Tetrick Wania et eget storløb opkaldt efter sig – Prix Tetrick Wania, der køres onsdag den 15. juni på Solvalla med en førstepræmie på 400.000 SEK – sponseret af hingstens ejer, Karin Walter-Mommert.