Charlottenlund Travbane har meddelt, at man fra Derbyweekenden indfører adgangsbegrænsning på staldterrænnet efter svensk model – og det er bestemt ikke blevet godt modtaget af Trav-Danmark. Hesteejeren og opdrætteren Peter Klempel har skrevet dette indlæg til Talerstolen.
Nu går det stærkt, med et stort skub mod enden med “sikkert trav”.
Spiste morgenmad med Joakim Lövgren og en af hans hesteejere fra Østrig på den svenske kriterieaktion for 3 år siden.
Vi grinte og havde det rigtig hyggeligt.
Efter lidt dansker kontra svensker “jokes” sagde Joakim til sin østrigske hesteejer: “Ved du hvad forskellen er på danskere og svenskere.
”Jo det er, at vi svenskere er 80% Politi og 20% Banditter mens danskere er 80% Banditter og 20% Politi”.
Den grinte vi meget af, for der er jo meget sandt i det.
Dansk trav er nu kommet under det svenske “trav-politi”.
Og svenskerne kræver nu “sikkert trav” og tvinger nu bl.a. Danmark til at bruge millioner på hegn og sikkerhed i og omkring staldterrænnet.
Sidste nyt fra DTS Bestyrelsen er, at i Derby weekenden kommer man kun ind på staldterrænnet, hvis man har hest til start, og kun adgang for to personer pr. hest.
I fremtiden forstår jeg det sådan at dette vil gælde alle løbsdage.
Jeg har været til Sto-Championat (trippel trav = fredag, lørdag og søndag) på Axevalla siden 1996.
Har altid været en fantastisk weekend med masser af mennesker, fest og stemning.
“Sikkert trav” er blevet implementeret på Axevalla trav, det lykkedes mig dog via mangeårig kontakt at få adgang til både staldterræn og til tilskuere siden, men jeg er stadig i chok.
Der var mennesketomt både på staldterrænnet og på store dele af tilskuersiden.
Meget er lukket – bl.a. den fantastiske burger bod på staldterrænnet, der er jo heller ikke indskudsboder længere.
De professionelle trænere og aktive man mødte (bortset fra altid glade Bo W og Flemming) var blege og triste, alle de inkarnerede svenske travfans jeg har været vant til at møde i mere end 25 år kommer ikke til trav mere, endda mange store hesteejere og hingsteholdere.
Stemningen/festen var fuldstændig død.
Jeg er klar over at sikkerhed er vigtigt, men der er vel måder at håndtere dette på.
Heste der starter i hovedløb(ene) kunne isoleres i en bevogtet stald.
Men samtidig spørger jeg: “Hvor mange sager har der været i Sverige og/eller Danmark de sidste 25 år, hvor en eller flere personer er fanget på staldterrænnet i at ville dope eller gøre en hest skade?”
Og i øvrigt, hvis man vil gøre en hest skade kan “sikkert trav” så stoppe dette?
For min del og dem jeg normalt er sammen med på Charlottenlund, er det klart, at kan vi ikke komme ind på staldterrænnet – uanset om vi har hest til start eller ej, hilse på aktive og venner, og ellers få vores “sjov og spas” i staldcafeteriet, ja så bliver det kun et fåtal gange hvert år vi kommer til trav, og år for år vil det nok løbe ud i sandet.
Jeg er spændt på at se og høre hvor mange jyder og fynboer der kommer til trav i Derby-weekenden, når de ikke længere kan få deres årlige “lir” på staldterrænnet.
Jeg håber virkelig de ansvarlige på danske travbaner vil forstå at dette er en katastrofal vej at gå, så de agerer og formår at “gradbøje” de svenske “sikkert trav” regler i Danmark!