Den fynske hesteejer, Ole Lund Christensen har atter været ved tasterne og skriver i dette indlæg til Talerstolen, at travsporten måske kan tage ved lære af de problemer DGI er løbet ind i.
Mens vi venter på – ikke Godot – men DHV´s nyeste strategiplan, Projekt Firkløver og hvad der ellers måtte være af planer og initiativer vedr. hestevæddeløbssportens fremtidige muligheder – er det ikke bare interessant, men måske også lærerigt, at følge de problemer DGI er løbet ind i.
DGI var jo i 2014 særdeles bjergsom vedr. Lotto- og tipsmidlernes fordeling og dermed stærkt medvirkende til den “politiske stemmeaftale”, som banede vej for den kraftige decimering af hestesportens tildeling og fremtidige udfasning af disse midler.
Blandt DGI´s indsmigrende argumenter til den lydhøre kulturradikale minister var, at de repræsenterede et stort folkeligt engagement med mange medlemmer, demokrati og fællesskab.
Foruden kontingenter og de rare ekstra mange millioner fra Tipsnøglen får DGI årligt 94 mio.kr. (Bevæg dig hele livet-projektet) fra Nordeafonden og TrygFonden.
Hvad bruger DGI så de mange millioner til?
Ifølge Henrik Brandt (tidl. direktør for Idrættens Analyseinstitut) er pengene bl. a. brugt til en stigende professionalisering, øget administration, færre lokalafdelinger og flere lønnede ansatte – i dag mere end 500, gentager: 500 årsværk (SIC).
Den udvikling har ifølge Henrik Brandt medført, at DGI er blevet en så centralistisk organisation, at mange af de enkelte medlemsforeninger i dag ikke er interesserede i landsforeningens arbejde og udvikling.
Henrik Brandt siger endvidere, at vi taler om en organisation, der ikke længere lever på græsrødderne – men lever på ansatte, hvorved der er opstået et internt demokratisk underskud.
Bjarne Ibsen (Center for forskning i idræt, SDU) har supplerende udtalt: “Det er næsten en organisationslov, at man gerne vil være stor, samle tingene og have mere magt – og så længe der er støtte til det fra politisk side gennem tips- og lottomidlerne, vil man blive ved.”
Hvad kan hestevæddeløbssporten så lære af det?
Ja, overordnet set er der vel ingen tvivl: Mådehold med forbrug af ressourcer og forsigtighed med gennemførelsen af strukturændringer.
Reformer kan være nok så nødvendige (og det er de jo!), men såfremt husholdningspengene og/eller ikke alle niveauer i organisationen kan følge med i processen, får den en vanskelig gang på jord.
Måske anses ovenstående for selvbestaltet og irriterende klogesnak – men husk: I et bureaukrati, der er behersket af sin egen hemmelighedsfuldhed kan uhensigtsmæssigheder bedst ses af dem, som ikke står på toppen og kigger ned, men af dem, som står på bunden og ser op.
DHV´s strategiplan, Projekt Firkløver osv imødeses med spænding.
Med venlig hilsen
Ole Lund Christensen,
5690 Tommerup