TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen: Lunden kan stå på egne ben!

af | 14. nov 2025 | Nyheder

Af Morten Thanning Vendelø, opdrætter og medlem af Det Danske Travselskab

Der er formodentlig mange i dansk travsport, som er forundrede over det drama, der p.t. udspiller sig omkring Lunden. De spørger måske også sig selv: Hvorfor er bestyrelsen i Det Dansk Travselskab så stålsat i sin tro på og kamp for Lundens fremtid?

For at finde svar på det spørgsmål må vi kigge lidt tilbage i tiden. Da jeg i januar 2022 indtrådte i bestyrelsen i Det Dansk Travselskab lå selskabets organisation og forretning stort set i ruiner; direktøren var blevet fyret, banens catering på løbsdage var sølle, man havde ingen spiritusbevilling, retssagen mod lejerne af Grand B var gået i stå, og mange andre problemer havde hobet sig op.

Der var tale om en organisation i forfald, og man fik nærmest den fornemmelse, at det tidligere formandskab havde siddet og ventet på, at en venlig sjæl ville sende en kurator ud til Traverbanevej 10, så man kunne få afviklet Lunden i god ro og orden.

Men i januar 2022 kom der et nyt mindset ind i bestyrelsen i Det Danske Travselskab, og siden da har flere formandskaber og bestyrelser, med varierende dygtighed og held, arbejdet målrettet på, at genopbygge Lunden til den hovedstadsbane og gode forretning som den kan og bør være.

Alle har de handlet og bidraget med fremskridt, men de har selvfølgelig også begået fejl, sådan er det, når man bedriver forretningsudvikling. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at selvom bestyrelsesmedlemmer i Det Danske Travselskab er kommet og gået, så er missionen forblevet den samme, nemlig at udvikle Lunden som hovedstadsbane og forretning.

Derfor bør det ikke komme som en overraskelse, at den indsats som travselskabets medarbejdere og bestyrelser har leveret i de forløbne 4 år, nu er begyndt at bære frugt.

Det er dog især en siddende bestyrelse, som med stor dygtighed og en kæmpe arbejdsindsats i de forløbne 4 måneder har taget dette arbejde til et helt nyt og langt højere niveau end vi andre formåede.

Resultatet er væsentlige forøgelser af de løbende indtægter og en række engangsindtægter. Forøgelsen af indtægterne gør det muligt for Det Danske Travselskab, at skabe overskud i 2025, afbetale sine lån hos DTGU, og igangsætte flere initiativer m.h.p. forbedring af forholdene for de aktive i dansk travsport, her kan nævnes:

  1. Super Søndage med fordoblede præmiesummer, starter i halvår af 2026.
  2. En ny løbsserie på Lunden, som primært er rettet mod amatørerne.
  3. Masterclass – et nyt talentudviklingsprogram for unge talenter i travsporten.

Desuden vil det med et kommende frasalg af et mindre areal i Charlottenlund blive muligt permanent at løfte løbspræmierne yderligere, og investere i nye faciliteter m.h.p. at gøre det billigere for de yngre generationer at etablere sig som selvstændige trænere.

Den turnaround der er i gang i Det Danske Travselskab er ustoppelig, uden fortilfælde i dansk travsport, og nyder stor opbakning blandt selskabets medlemmer.

Det er derfor ikke uden grund, at bestyrelsen i Det Danske Travselskab er stålsat i sin tro på fremtiden for Lunden, og i øjeblikket kæmper en indædt kamp for, at denne fremtid kan få lov til at udfolde sig.