TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen: Et nødråb fra en traventusiast 

af | 12. nov 2025 | Nyheder

Hesteejeren og opdrætteren Mark Junge er dybt forundret over nyheden om at Charlottenlund Travbane skal lukke og har skrevet dette indlæg til Talerstolen.

Målløs og mange bandeord

Aldrig, som i aldrig, har jeg brugt så mange bandeord som i går eftermiddag, og det endda på alle skandinaviske sprog.

På norsk, da der som den øverste embedsmand i dansk væddeløbssport sidder en nordmand, som har forhandlet en “aftale” med svenske aktører, der gør at man afliver travsporten på Sjælland.

Det forekommer uendeligt inkompetent at en forhandlet aftale indeholder aflivning af dele af travsporten, og at man ikke har forladt forhandlingerne, hvis det har været et ufravigeligt krav fra svenskernes side.

Havde en forventning om at DH skulle varetage interesserne for alle dele af travsporten i Danmark.

Toppen af inkompetence er dog at man tror at fortroligheden om deres aftale kan vedbeholdes. Det til trods for at deres aftale indeholder nedlukning for en de parter, der er blevet indviet i aftalen.

Så kommer DH med en udmelding om, at i respekt for “samarbejdspartnere” ikke vil udtale sig før fredag, og at aftalen er lavet for at sikre ALLE i travsporten bedst muligt.

Det leder mine tanker hen på en tidligere statsminister der udtalte om betalingsringen i København, ”der kommer en god løsning i morgen”.

Det der sker her forekommer præcist lige så inkompetent og utroværdigt, når man er en del af travsporten på Sjælland.

På svensk, fordi de går over grænsen og vil bestemme at der ikke må være trav på Sjælland, da det ligger i nærheden af dem.

Tænker, om galoppen også har været i spil til nedlukning? eller er de helt ude af ligningen efter at Jägersro ikke længere skal indeholde galop.

Gad vide hvor lang tid der går inden Svenskerne opsiger den gensidige aftale igen, og fremkommer med endnu flere urimelige krav.

Mon de herrer forhandlere på danske vegne har haft det i tankerne, da de sagde god for aftalen med nedlukning af travsport på Sjælland. 

På dansk, da der til stadighed er interne kampe mellem trav politikere, der gør at man er parat til at nedslagte hinanden, i stedet for at stå sammen.

Jeg håber at de involverede beslutningstagere, såfremt de måtte fremgå af historiebøgerne, at det vil være som de inkompetente der accelererede nedlukningen af hele travsporten i Danmark.

Forestiller mig ikke at denne aftale kan være redningen for den øvrige travsport.

Hvis det virkelig ender med at denne aftale består, at det øvrige trav Danmark ikke får nogen som helst hjælp fra lunden. Det hverken når det gælder midler fra jorden, eller i form af brug af navnene for klassiske løb.

Til beslutningstagerne: Et sidste nødråb. Er I nu overbeviste om at dette er den eneste mulighed, og har i de rigtige embedsmænd ansatte til at varetage de samlede interesser. TÆNK OM – TÆNK RIGTIGT.

Mark Junge