TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen: Efter generalforsamlingen på Lunden

af | 6. okt 2023 | Nyheder

Lars Donatzky har reflekteret over situation i Det Danske Travselskab og for fremtiden for Charlottenlund Travbane.

Drøm eller virkelighed:

Optimismen tilbage i dansk travsport

Af Lars Donatzky

Det var da i sidste øjeblik, før den professionelle sport brød sammen. Det var dejligt, at der nu er optimisme i dansk travsport igen. Opdrætterne er holdt op med at slagte hopper, ejerne har mod på at investere og til at holde hestene i Danmark, tidligere hesteejere vender tilbage, de unge i sporten kan se ideen i at etablere sig både på Sjælland og i resten af landet. 

Optimismen skyldtes især de voldsomt forhøjede præmier, der er skabt ved salget af Lunden, efter at en stor ejendomsinvestor med en pensionskasse i ryggen har købt arealet og udviklet en lokalplan sammen med Gentofte Kommune. 

Prisen var en da vist omkring en milliard kroner, og her blev så brugt mellem op til 200 millioner kr. til at opgradere Skovbo-banen.  

Muligheden opstod jo, fordi et flertal af Det Danske Travselskabs medlemmer ikke mere orkede at høre på nye bestyrelsers løfter om overskud med et efterfølgende million-underskud som resultat, og ved at flertallet godt var blevet klar over, at salami-salg var at ødelægge muligheden for det størst mulige provenu, og at salami-metoden alligevel kun ville dække kortvarigt. 

Tredoblede præmier 

Og muligheden opstod, fordi handlen dermed gjorde, at dansk travsports øvrige baner garanterede Lunden et kortvarigt øget driftstilskud, hvorefter driftstilskud og præmietilskud ville blive svarende til de andre baners. Det Danske Travselskab kunne uden problemer tre- eller firedoble sine løbspræmier under disse vilkår, og løbene ville lokke mange flere heste til Skovbo, hvortil der i øvrigt var kortere tid at nå for de fleste i landet. Alle blev glade. 

Velviljen over for Det Danske Travselskab var skabt af to ting. Dels ved, at travfolk over hele landet forstod, at den professionelle travsport ikke kunne overleve uden en meget voldsom ’saltvandsindsprøjtning’  

– og ved, at forhandlingerne med bestyrelsen i Det Danske Travselskab var endt med, at derbyet uden trusler eller boykot nu skulle gå på omgang mellem de tre storbyer Aalborg, Odense og København (Skovbo), hvor Skovbo kom med, så snart den var klar til det. Sikke en fest, der blev i byerne hver tredje år, når Dansk Travderby skulle afholdes. En festweekend for såvel hele trav-Danmark som de lokale. 

Hvornår skete denne ændring egentlig?  
Læserne kender det godt. I drømmen opstod et spørgsmål, man ikke kan svare på – og så vågner man. Det var jo bare en drøm.  

Behøver det at være en drøm – Pengene findes 

Næ, hvorfor egentlig? Tallene på opdræt og på heste i løbene på landsbasis, på salgsprisen opdrættet, på alder og trænere og kuskes gennemsnitsalder, på antal heste og kvaliteten af løbene, når en del er tigget med! Det må da få folk til at tænke: Uden radikale ændringer – ingen fremtid. Lunden vil først af alle miste evnen og pusten. 

Og posen med pengene til et varigt provenu til de helt nødvendige og vildt hastende forbedringer findes på Charlottenlund Travbanes areal. Og jeg kan ikke lige se et tilsvarende areal af samme værdi liggende næsten ubrugt hen i samlet tid vel næsten 11 måneder om året. 

Vis jeres mod 

Jeg tror faktisk, at de fleste af landets travfolk er bevidst om dette. Nu er spørgsmålet for mig at se, om der findes tilstrækkeligt med travledere/travsportsansatte, der er i stand til at sætte dansk travsports interesse over egen banes interesse? Findes der det, må de kunne sætte sig sammen og udarbejde en plan – hvis efter lige efter min drøm 😊, så efter en anden positiv vision.  Vis jeres mod.  

En tur til Stockholm 

Er mine tal rigtige? Lad dem så bare være i nærheden af rigtige. Der vil være rigeligt provenu til et vedvarende afkast, der kan sikre de præmieforøgelser, alle så inderligt ønsker sig. 

Og hvad er det med, at jeg kalder Skovbo for en københavnsk bane? Er det ikke noget sludder. Jo, det er det, hvis man ikke regner Solvalla for Stockholms Travbane. Prøv bare selv at bruge Google Maps og find transporttiden fra Stockholms centrum og fra Arlanda til Solvalla-banen. Og find så de tilsvarende tider fra Københavns centrum og Københavns lufthavn til Skovbo-banen. 

Jeg er en af de mange, der bruger udtrykket, at nu tager jeg til Stockholm og ser Elitlopp. En travfest hen over weekenden, og en sådan kan i Danmark skabes i den mindre målestok, vi har, uanset om det handler om Aalborg. Odense eller København. Især når det ikke sker hvert år i hver by.  

Men til daglig? Ja, jeg har flere gange talt 80-100 tilskuere til de daglige løb i Lunden. Tror I ikke, at man kan interessere et tilsvarende antal til løb i Skovbo. En anden Talerstol-skribent havde vist en fremragende ide om en eller to busser (efter behov) med en beskeden egenbetaling. F.eks. fra Hellerup med stop i Køge – med gratis program og gratis entré. Der var stemning og fest i de gamle S-bane-sær-tog til Lunden! 

Nå, men problemet er selvfølgelig lige nu, at et flertal af Lundens medlemmer måske stadig vægrer sig mod et totalsalg om flytning. Mit håb var, at det knebne nederlag til Kaj Holms forslag i onsdags var en bevægelse i retning af en erkendelse af, at Lunden umuligt kan fortsætte med væddeløb på det sted.  

Redaktøren har sikkert ret 

Men det skal indrømmes, at redaktør Karstens Bønsdorfs tolkning i Travservice af afstemnings-resultatet på generalforsamlingen i onsdags kan være helt korrekt. Han skrev: 

Selv om formanden Kaj Holm af hele sit hjerte ønsker det bedste for Charlottenlund Travbane, så var det ham, der stod i vejen for en vedtagelse af det fremlagte projekt på onsdagens ekstraordinære generalforsamling.  

Og Karsten skrev videre om de næsten to lige store grupper og sluttede med: 

Som jeg ser det, er der kun én løsning for Det Danske Travselskab og det er atter at bede Dansk Hestevæddeløb om hjælp til at forestå administrationen af Charlottenlund Travbane indtil der kan blive ro i medlemsskaren, og man finder et samlet fodslag med hensyn til banens fremtid! 

Det var ikke sjovt 

Jeg er helt enig i det sidste ønske, og jeg mærkede det med grupperne lidt selv på generalforsamlingen, efter at jeg om morgenen havde forsøgt mig med at være lidt humoristisk med mit indlæg om Olsen-banen. Det var åbenbart lidt ”fejlanbragt”, at jeg brugte lidt satire til at fremhæve et par pointer. 

En del havde slet ikke lyst til at hilse, og en enkelt med nær tilknytning til bestyrelsen hvæsede ad mig. ”Du er helt væk, du er helt væk”. Så hvis jeg ikke vidste det i forvejen, blev jeg da klar over, at der er følelser på spil, selv om der er et næsten uoverstigeligt behov for en kold virksomhedspolitik. Men afvisningerne eller tilråbet er nu ikke noget, der holder mig vågen.   

Og til slut til Kaj Holm, Heidi Andersen og resten af bestyrelsen. Jeg anerkender fuldt ud, at I givetvis har gjort en kæmpeindsats i de måneder, I har været på, og det er flot. Heidi og Kaj har været meget synlige på løbsdage. Men det betyder jo ikke automatisk, at man skal støtte en ledelse, man ikke tror i stand til at gennemføre det skitserede projekt med det ønskede provenu 
– eller at man skal støtte et projekt, der i bedste fald er som at … i bukserne. 

Dirigent? Jeg har nogle spørgsmål…  

Og så i øvrigt. Jeg har intet imod formanden som person, men jeg undrer mig til gengæld over en generalforsamlings-dirigent, der lader formanden fortælle om sin store erfaring med sine store byggerier, mens tilhørerne bliver forhindret i at spørge ind til succeserne ved hans virksomheder. En dirigents fornemste rolle er da at lede forsamlingen på en upartisk måde.  

Nå, men jeg havde gjort mit hjemmearbejde og fundet en del interessante oplysninger – lad os kalde dem det – og så ville jeg spørge formanden stille og roligt, hvorvidt disse oplysninger tilnærmelsesvis var sande. Jeg synes selv, at det var god tone og god skik – at lade formanden svare på disse spørgsmål indenfor den lukkede gruppe, generalforsamlingen udgjorde.  

Men at dirigenten trods min anmodning på forhånd afviser et medlems (i dette tilfælde mit) ønske om at spørge til ledelsens succeser i deres påståede store erfaring med virksomhedsledelse og byggerier, finder jeg ganske grotesk. Er spørgsmålene da uvæsentligt for projektets gennemførelse? 

Vis modet som generalforsamlingen for 50 år siden 

Enhver, der kender lidt til min travhistorie, vil vide, at jeg altid har holdt af at komme til trav i Lunden. Nu er mit største travsports-ønske, at det mere end 100 år gamle Det Danske Travselskab. 

kan overleve som løbsarrangør. Det bliver efter min faste overbevisning kun muligt, hvis et flertal viser modet til at droppe nostalgien, se virkeligheden i øjnene – og flytte. 

Tænk sig, netop dette mod viste et flertal af medlemmerne for 50 år siden, da Brøndby-planen var en mulighed for et kompromis mellem Charlottenlund og Amager. 

Det blev ikke til noget på grund af Amager-travets formand, en lang historie kort: Amager tabte travkrigen og flyttede til Skovbo, Lunden klarede sig. Og jeg kan høre indvendingen. ”Se, hvor godt vi ikke solgte. Se vores værdi i dag”. Ja, måske – men hvad er det værd, hvis pengene ikke kommer ud på arbejde til gavn for sporten.  

Det ligner Ordrup-banen 

Nu bliver vi efter min klare overbevisning tvunget til flytning, hvis vi vil have fortsatte væddeløb. Og Ordrup Cykelbane, der åbnede i 1888 tre år før Charlottenlund Travbane, har da vist en tilsvarende historie.  

Besøget faldt og faldt, sidste væddeløb blev kørt i år 2000, og provenuet fra salget brugtes til Ballerup Siemens Arena, der har betydelig mere aktivitet og flere tilskuere end tilfældet var de sidste mange år i Ordrup (har selv været der mange gange). Tænk på, at Ballerup da vist heller ikke ligger inde i København. Tjek evt. køretid fra lufthavn og centrum.  

Store ambitioner, ja… 

Så ja, Kaj Holm, da du (måske en smule upassende) ud over forsamlingen råbte til mig og andre fra Talerstolen: ”Lars vil jo bare lukke Lunden” – så var det for så vidt rigtigt: 

Jeg vil bevare Det Danske Travselskab som væddeløbsarrangør på Sjælland – og hele den danske professionelle travsport. Intet mindre 😊 

Så en bøn til alle jer, der har opgivet at gå til generalforsamling – og til alle jer, der tidligere har meldt jer ud, fordi I har synspunkter, der ligner mine. Meld jer ind igen og kom til generalforsamling – der er så desperat brug for jeres stemme!  

Kom ind i kampen!