TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Svensk hingst er USA’s tredjedyreste avlshingst!

af | 6. mar 2025 | Nyheder

Stutteriejeren Richard Hans er åbenbart ikke ude efter at få for mange hopper til sine to travhingste, så han har sat bedækningsprisen på dem begge til 30.000 dollars – og i USA er det kun overgået af Walner og Chapter Seven.

Betting Gangster – 10 år gammel – opdrættet i Sverige og efter Going Kronos – Viola Silas – er nu avlshingst hos Richard Hans i Staten Maryland og udbydes til 30.000 dollars i bedækningspris!

Det er i USA kun overgået af Walner til 50.000 dollars og af Chapter Seven til 40.000 dollars!

I Sverige vandt Betting Gangster bl.a. en E3-finale bland de otte sejre, den vandt som 3-åring.

Som 4-åring var det bedste resultat en andenplads i Breeders Crown, hvorefter Betting Gangster blev sendt til Åke Svanstedt i USA for at fortsætte karrieren.

Det blev dog ingen succes og nu er Betting Gangster altså endt i Maryland hos Richard Hans, hvor den har virket i avlen siden 2022.

Første årgang født i 2023 er på syv føl, anden årgang er på fire føl – i fjor bedækkede Betting Gangster fem hopper – heraf tre tilhørende Richard Hans.

Og prisen har – bortset fra 2022, hvor der står ”Book full” i annoncen – været på 30.000 dollars!

Den anden hingst som Richard Hans har opstaldet, markedsføres også for 30.000 dollars i bedækningspris – det er  Yall Beneath Me – en 8-årige hingst efter Googoo Gaagaa – Jordanna Paige med rekord 1.09.8 og en indtjening på 287.434 dollars.

Jordanna Paige (Lindy Lane) har i øvrigt en mor er pacerhoppe, så der er pacerblod både på far- og mor-siden!

Richard Hans har været kendt for at gå egne veje – han er bl.a. manden bag Googoo Gaagaa, der blev avlet med en pacerhingst som far og en travhoppe som mor.

Det blev en succes – både på væddeløbsbanerne og siden hen i avlen, hvor Googoo Gaagaa afkom vinder løb på stribe.

Maryland, hvor Richard Hans bor,  er ingen stor stat, når vi taler travsport.

Der fødes mindre end 60 travføl og omkring 130 pacerføl om året.

Men som flere stater i USA har man et sire stakes program, og i 2025 er der samlet 2.2 millioner dollars at køre om på to baner, Rosecroft og Ocean Downs.