TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Svendsen må søge dispensation!

af | 22. jul 2024 | Nyheder

Skive-træneren Bent Svendsen blev søndag aften udelukket fra løbsdeltagelse i seks dage, og det rammer bl.a. Derbyprøvedagene!

Det var i 4. løb, hvor Bent Svendsen kørte Jackie Wee, at forseelsen skete.

Parret lå undervejs bag den førende Jamaica Gardenia med Birger Jørgensen, der i opløbet var træt, og Bent Svendsen trak derfor Jackie Wee ud og forbi Jamaica Gardenia.

Uheldigvis var Joyforrun med Anders F. Jensen på vej frem udvendigt, og Bent Svendsen trænger sig tydeligt ud i denne.

Det kostede ikke blot en deklassering fra femte- til sjetteplads for Jackie Wee, men også en bøde til Bent Svendsen på 1.600 kroner samt en udelukkelse i perioden 4. august – 10. august.

Den 9. august køres der Derbyprøver på Charlottenlund Travbane – altså inden for Bent Svendsens udelukkelsesperiode, og han kan dermed ikke køre i hverken Derbyprøve eller Hoppe Derbyprøve.

Eller kan han?

På Bet25 Live rejste reporter Palle Vennekilde spørgsmålet om, hvorvidt Bent Svendsen alligevel kunne køre i Derbyprøverne.

Jeg bidrog med teksten fra DTCs Løbsreglement til Bet25 Live, der siger følger:

Afbrydelse af udelukkelse kan bevilges til en hests ordinære kusk/rytter i følgende løb (Gruppe I løb jævnfør UET definition): Copenhagen Cup, Dansk Trav Derby, Dansk Hoppe Derby og Dansk Trav Kriterium. I finaler i indskudsløb uden for Danmark kan der også bevilges afbrydelse af udelukkelse til ordinær kusk/rytter, såfremt præmiesummen i disse løb placerer løbene som Gruppe I løb (jævnfør UET definition).

Efter min opfattelse så må Derby-/Derby Hoppe Prøve samt Dansk Trav Derby hhv. Dansk Hoppe Derby betragtes som et samlet løb for hver kategori, og dermed kan dispensation opnås.

Vore dages Derbyprøver er knald eller fald – det er kun gennem en kvalificering i disse løb, at du kan starte i hovedløbene.

Du har i princippet anmeldt til start i Dansk Trav Derby eller Dansk Hoppe Derby, når du anmelder til hhv. Derbyprøven og Hoppe Derbyprøven.

Og disse to prøveløb køres jo udelukkende fordi er der anmeldes flere end 12 heste til start i de respektive løb.

Ergo så må Derbyprøven og Hoppe Derbyprøven betragtes som værende del af Dansk Trav Derby og Dansk Hoppe Derby.

Derfor mener jeg, at det er helt indlysende, at Bent Svendsen kan søge dispensation for at kunne køre både i Derbyprøven og Hoppe Derbyprøven.