Det blev til tilbagekøb i alle otte auktioner lørdag aften på Travauktioner.dk – her fortæller Jesper Elbæk hvorfor!
– Jeg havde på forhånd sagt, at hestene ikke blev foræret væk. Min badevægt mener, at jeg har råd til at spise mig mæt for tit, men måske er markedet bare ikke til at sælge dyre følhopper lige nu, siger Jesper Elbæk.
-Hvis f.eks. en ung Donato Hanover-hoppe som Dior Sisa, som selv var blandt de bedste og hurtigste i sin årgang før sin skade, sammen med det eneste Fabulous Wood-føl i K-årgangen, ikke må koste på den anden side af 150.000 kr., så forstår jeg ingenting, lyder det fra Jesper Elbæk.
Jesper Elbæk havde her på Travservice.dk inden auktionen proklameret, at der skulle tyndes lidt ud i hestebestanden, fordi der skulle gøres plads til andre ting end arbejde.
Så skulle du ikke have ladet nogle heste gå, Jesper, selv om du ikke var helt tilfreds med prisen?
– Jo måske. Efter auktionen har mobilen da også bippet flittigt, så nu ser vi lige, hvad der sker. Det kunne også være jeg skulle ansætte en medarbejder på halvtid, for på dén måde at frigøre noget tid, slutter Jesper Elbæk.