TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Stor dansk eftermiddag på Jägersro – dansktrænede heste vandt 646.900 kr.

af | 30. okt 2021 | Nyheder

Anført af Extreme, der vandt lørdagens hovedløb på Jägersro, vandt dansktrænede heste fine 646.900 kroner.

Billi Time med Flemming Jensen når forbi Red Mile Brodde til sejr.

Dagen startede og endte godt – og i mellem var det heller ikke så ringe!

Faktisk blev fem af lørdagens løb på Jägersro vundet af enten en dansk hest eller en dansk kusk – naturligvis med Steen Juul-trænede Extreme med Thomas Uhrberg som kronen på værket med sejren i C L Müllers Memorial.

Det startede med Shogun DK i montéløbet, og blev fulgt op med to sejre til Skibonitten Søren Boel, der nu slår sine folder i Halmstad.

Søren Boel vandt først med Maestro Michel som trænes af hans hustru Eva Boel, og siden Sølvdivisionen med Adde SH, som han kørte for Peter Untersteiner.

Derefter kunne Flemming Jensen vinde med Billi Time, der efter et fint løb i andet par udvendigt kunne stride sig forbi Red Mile Brodde med Jörgen Sjunnesson til sejr i 1.13.0a/2140 m. Førstepræmie 110.000 SEK.

Steen Juul havde udover Extreme også sendt Black Mission til Jägersro, og den bragte Thomas Uhrberg ind på en andenplads i 1.13.5a/2140 m – præmie 110.000 SEK – her vandt Parker med Erik Adielsson meget sikkert.

Med de to sejre, andenpladsen og flere mindre placeringer hentede dansktrænede heste i alt 646.900 SEK denne lørdag eftermiddag på Jägersro.