Lunden-træneren Axel Jacobsen startede to heste tirsdag aften på Jägersro – og de vandt begge! – Også sejr til Lunden-amatøren Kenneth P. Hansen.

Egentlig skulle Axel Jacobsen have startet tre heste, men Gauguin, som han selv skulle have kørt i 5. løb måtte udgå på grund af en sårskade.
Nu startede stalden kun Staro Quentin (Resolve) med Jörgen Sjunnesson, der kunne vinde en sikker sejr i 1.16.2a/2140 m – præmie 30.000 SEK.
I dette løb var Gunvor Silk med Frank Mikkelsen nummer fire og L’Amiral Propul med Henrik Thomsen nummer fem.
3-årige Il Contante (Ready Cash) blev den anden Axel Jacobsen-vinder.

Axel Jacobsen sad selv bag Il Contante, der vandt for første gang i karrieren. Vindertiden 1.15.5a/2140 m – præmie 30.000 SEK:
Lunden-amatøren Kenneth P. Hansen har fin form på sine heste og i 4. løb kunne hans Iron Design (SJ’s Caviar) med Victor Rosleff vinde i 1.16.6a/2140m – præmie 30.000 SEK.
Her var Jada med Rene Jonassen nummer fire.
Der var i alt 19 dansktrænede heste til start på Jägersro og de hentede tilsammen 140.400 SEK i præmier.