Ny sejr til Victor Rosleff ved Lunch-løbene på Axevalla, hvor han formåede at holde den 7-årige Intervetten AM i trav til målstregen var passeret.

At Victor Rosleff også kan køre en traver, der ikke har let ved at holde sig i korrekt gangart, viste han til fulde i 6.løb på Axevalla bag den 7-årige Intervetten AM (Ready Cash), der startede for blot femte gang i karrieren.
Victor Rosleff fangede flere gange Intervetten AM, når den var ved at galopere, og det gav en sikker sejr med 35.000 SEK i førstepræmie.
Intervetten AM, der tidligere var ejet af Stald Sotto og i træning hos Timo Nurmos, debuterede som 4-åring i 2022, hvor den startede tre gange og bedst med en andenplads i 1.17.0/2140 m i debuten.
Derefter startede den en enkelt gang i 2024 og blev nummer fire.
Den solgtes til en finsk ejer i november i fjor og skiftede til Christoffer Eriksson, for hvem den i dag gjorde sin første start.