Der er virkelig kamp om amatørchampionatet denne gang på Bornholms Brand Park og før de sidste tre løbsdage har tre kuske en reel mulighed for at tage titlen.
John Gommans og Stefan Lind-Holm har begge 20 sejre, mens John Mikkelsen, der er stærkt kørende for øjeblikket med fire sejre de sidste to løbsdage er på 18 sejre og absolut ikke hægtet af.
Denne gang ligner det på forhånd en god dag for John Mikkelsen, der har store chancer i flere af løbene.
På trods af dobbelt tillæg kan han være en vindermulighed med Bornholm Nu allerede i 1. løb og to løb senere står hans Waterjet med gode muligheder for at tage sin 5. sejr i træk.
Også i det efterfølgende løb er chancerne gode med San Siro og Max Brogård er aldrig chanceløs – specielt ikke hvis han når spidsen, hvilket da også kan være svært med startraketten Fool’s Gold lige udvendig for sig.
Gommans er dog også godt spændt for med gode chancer og de bedste vel nok i Picasso Jetset i 8. løb og Lille Du i løbet før.
Ialt køres der 9 løb lørdag eftermiddag på Bornholm fra kl. 13.15 til ca. 16.30.
Baneprogrammet kan downloades her