TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Slog månedgammel banerekord med 1.5 sekunder

af | 31. maj 2024 | Nyheder

3-årige Kazio, der trænes af Henrik Thomsen, fortsatte rækken af toppræstationer – ja, præsterede sit hidtil bedste – da den torsdag vandt sin fjerde sejr i træk i imponerende 1.13.4a/1640 m.

Kazio (Muscle Massive) med Birger Jørgensen vandt også sin fjerde start i år, og gjorde det på en måde, så man nu må tro på, at den lille muskuløse hingst hører hjemme blandt årgangens absolutte bedste heste.

1.13.4a/1640 m som sikker vinder på Nykøbing F Travbane – i øvrigt en forbedring af Kazio’s egen banerekord sat den 18. april på 1.14.9a/1640 m – er en præstation på øverste hylde.

Tager man den officielle tidsomregning danske væddeløbsbaner imellem fra DTC, så er Nykøbing F Trav vurderet til at være 1 sekund langsommere end bl.a. Charlottenlund Travbane!

Kazio’s præstation kan altså omregnes til 1.12.4 – og havde den præsteret det, så havde Kazio slettet en 24-år gammel dansk rekord, som Esterel Sun set indehaver med 1.12.5.

Men det er altså kun tankespind.

Kazio med Birger Jørgensen. Foto Niels Davernum

Kazio, som Stald KTAS har lejet af Kim Kærslund, Event Eksperten, er opdrættet af Vibe Haastrup og Mikkel Stub på Bornholm.

Moderen, Sasha (Great Challenger) har tre andre afkom efter Muscle Massive: Fabrizio 1.13.4 – 128.350 kr., Don Rossini 1.14.0 – 84.950 kr. og Ice Cream 1.16.2 – 38.234 kr.

Don Rossini nåede aldrig at få udbytte af sit store talent, da den som tidligt 4-årssæsonen måtte aflives efter et uheld på Jägersro.

Kazio’s banerekord på Falster var i øvrigt ikke den eneste banerekord, der blev sat torsdag.

I montéløbet sejrede Lillian Uglebjerg-trænede Freddie Silvåkra med Annette Uglebjerg i 1.16.3/2160 m – og det var banerekord for ældre udenlandskfødte hingste/vallakker -men det var så også første gang en hest fra den kategori vandt et montéløb på Falster!