Løbene i Torino 2. Påskedag stod i den grad i Alessandro Gocciadoros tegn – heste fra hans stald vandt de tre Gruppe 1-løb, der var på programmet, og i alt indkørte heste fra Gul Mand 74.3% af præmiebudgettet!
Det var populært sagt kun smuler, der blev til overs til andre trænere på Visarno-banen i Torino 2. Påskedag efter Alessandro Gocciadoro og hans hær havde hærget i løbene.

Fire af dagens ni løb blev vundet af Gocciadoro-trænede heste – heriblandt de tre Gruppe I.-løb, Derby dei 4 Ans Femmine, Derby dei 4 Ans Maschi og det internationale sprinteropgør, Gran Premio Azzurra.
Gocciadoro-stalden startede i alt 19 heste (22.6% ud af 84 startmeldte – de tjente tilsammen 437.980 Euro eller 74,3% af det samlede præmiebudget (excl. opdrætterpræmier).
Det er ret vilde cifre og fortæller om den nærmest helt uhyggelige dominans i italiensk travsport som Gocciadoro har.
Efter mandagens præmiejagt har Gocciadoro-stalden rundet millionen i Euro i indkørte præmier i Italien.
I 255 starter er det blevet til 73 sejre (28,63%) og i alt 1.000.478 Euro!
Nummer to på listen, Gennaro Casilo har haft 334 starter, der har vundet 56 sejre (16,8%) og har tjent 354.824 Euro!
