For noget tid siden tog Johnny Takter en time-out – nu gør Robert Bergh det samme.
26. september afbrød han køreturene midt på aftenen i Halmstad – han havde det ganske enkelt ikke godt.
Efterfølgende er han blevet undersøgt af læge og han fortæller selv til Trav365:
– Nu er det vigtigt at lytte til kroppen for at blive klar og i form igen.
– Jeg har naturligvis været hos lægen, men på papiret ser det meste fint ud. Meget taler derfor for, at det er en form for udmattelsessymptom.
Robert Bergh har det sidste år flyttet sin trænervirksomhed fra Sundsvall til Göteborg og for ikke så lang tid siden gik hans mor bort efter længere tids sygdom.
– Det var måske dråben der fik bæget til at flyde over, mener han selv.
Nu mener han, at tid er hvad der skal til for at blive klar igen og til det skal han bruge den mentale coach Stig Wiklund, der også var inde over Johnny Takters problemer.