På lørdag starter Derbyvinderen Repay Merci for første gang efter sejren i Bjerke Cup og efter at have været kommet i træning hos Fabrice Souloy i Frankrig.
Repay Merci skal starte i Prix de Manche på Enghien, der er løb over 2875 meter med en samlet præmiesum på 85.000 Euro.
Løbet er forbeholdt 5-10-årige heste, der højest har tjent 675.000 Euro, og der er tillæg ved vundne 335.000 Euro.
Repay Merci, der har tjent 252.170 Euro, får Anthony Barrier i sulkyen, da Souloys førstekusk, Franck Nivard har valgt tillægshesten Swedishman, der trænes af Thierry Duvaldestin.
Anthony Barrier har vundet 44 sejre i år, og har i alt vundet 610 sejre i karrieren.
Han kører og rider bl.a. for toptræneren Jean Paul Marmion -det er ham med ”de Lou-hestene”.
Fra Skandinavien kommer også Indigius, der skal køres af Eric Raffin og I Saw You med Daniel Darling til start.