Mandag begynder USA’s største auktion over åringer, The Lexington Selected Yearling Sale, og de fleste åringer var allerede på plads på auktionsområdet søndag.  Men vi startede dagen et helt andet sted!

På The Red Mile havde vi flere gange mødt ægteparret Anita og Truls Sønsteby.

Deres søn, Filip Scott Sønsteby – der herover hedder Sonsteby – er godt i gang med at skabe sig en karriere som selvstændig travtræner, og det blev aftalt at vi skulle ud og se, hvor Filip trænede – det gjorde han på en af de gårde som Jean Pierre Dubois ejer i området omkring Paris!

Ja, altså Paris, Kentucky!

Fra Lexington er der heller ikke langt til Versailles, til Bellevue, Bellefonte eller Louisville, der er opkaldt efter den franske Kong Ludvig den 16 – ja, amerikanerne har ham som King Louis!

Vi kan også komme til Bourbon County – en kommune opkaldt efter en fransk kongelig familie.

Og det er her Paris ligger og alle der franske navne stammer fra 1700-tallet, hvor franske indvandrere bosatte sig her.

Fra Lexington kørte vi ud af byen – forbi et meget stort træningscenter for galopheste, og ellers afløste det ene stutteri det andet på vejen.

Et smukt syn at køre gennem det let kuperede landskab – på de fine fuldblodsstutterier er markerne indhegnet med hvide rækværk, mens de er brune eller sorte hos de fleste.

Vi havde 40 minutter ud til Dubois gård, der lå på Spears Mill Road og ankom omkring ved 11-tiden.

Google Maps havde ingen problemer med at finde adressen, og vi kunne også se på navigationen, at vi skulle køre et langt stykke ned ad en grusvej for at komme til farmen.

Da vi kom frem, var der to stalde, der lå adskilt med et par hundrede meter.

Skal vi tage den til højre eller til venstre?

Vi tog den til venstre, og det var forkert, skulle det vise sig.

Der var umiddelbart ingen at se i stalden, men vi kunne høre stemmer, og snart dukkede en person op.

Det viste sig at være franskmanden Nicolas Roussel, der er ansat til at træne Dubois heste., Dem var der fem af.

Nicolas Roussel har en fortid som træner i Frankrig og har bl.a. haft stor succes med Giant Cat, der vandt Oslo Grand Prix.

-Jeg har kørt i mange lande, men aldrig i Danmark. Det kunne jeg godt tænke mig, sagde Roussel til mig, og jeg tilkendegav, at vi nok skulle kunne finde en køretur eller to til ham, hvis han kom forbi en dag.

Men vi skulle jo besøge Sønsteby, og det var så i den anden stald.

Filip Sønsteby var der ikke – han var taget ind til auktionen for at se på åringer.

Han var ellers kommet hjem i nat efter at have været i Virginia, hvor han havde startet og vundet med en 3-årig hoppe, Caviart Gwen i et Virginia Sire Stakes.

Det var en køretur på 10 timer – hver vej!

Men Filips forældre var der og tog imod os og fortalte om stedet og om hestene.

Filip har en kontrakt, der kan opsiges med tre måneder, og da Dubois-familien har tilkendegivet, at de får brug for den stald Filip har lejet i løbet af 2024, er Sønsteby-familien begyndt at se sig om efter en gård, der kan indrettes til træning og opdræt af heste.

Dem er der jo masser af, men i takt med de mange penge, der nu er blevet til travsporten i Kentucky, er efterspørgslen efter egnede gårde steget og priserne også.

Søndag blev det i øvrigt offentliggjort, at Lindy Farm har købt en gård uden for Lexington.

Efter at have set de store bokse, der er bygget med henblik på at have følhopper stående, gik turen ud til træningsbanerne.

Vi standsede for enden af en lang lige-ud bane, der gik opad, men hvor var den træningsbane vi kunne se på google maps, og som skulle være lige ved siden af os?

Det var den også, men gemt bag et hegn og så var svinget i øvrigt bygget op i flere meters højde.

Det var en 1000 meter bane, og Truls Sønsteby fortalte, at det var banen som Bob Stewart brugte og her havde heste som Andover Hall, Conway Hall, Angus Hall og Tactical Landing været trænet som ungheste.

I og med at banens sving var opbygget, så kunne vi ikke se banen – eller komme ind på den uden at gå 500-600 meter opad lige ud banen.

Så det gjorde vi i 30 graders varme.

Tilbageturen kunne have været lettere ved at gå samme vej tilbage, men nogen foreslog at vi skulle gå ned ad 1000 meter-banen, der havde en let niveauforskel, men nu gik det da heldigvis nedad.

Men for at komme ud fra banen skulle vi runde hele svinget forneden og op midt på langsiden og så hele vejen tilbage af en køresti.

Og snart kunne jeg spotte vores bil!

Uha, det var hårdt.

Nu gik turen tilbage mod Lexington, men da klokken nærmede til 13 var der nogen, der var sultne.

Kan vil få noget at spise på Salget?

Det var der lidt usikkerhed om, og derfor blev den sikre løsning valgt!

Den første og bedste McDonald vi mødte.

Det gjorde vi i udkanten af Paris.

Efter den obligatoriske burger gik turen videre til Salget, hvor vi straks gik i gang med at tjekke åringer.

Modsat herhjemme, hvor opdrætterne selv kommer til en auktion med sin/sine åring(er) så er det i USA agenter, der står for den del.

En af de største er Preferred Equine, der sørger for at fremvise omkring 150 åringer.

Som interesseret udfylder du et skema med numre på de åringer, du gerne vil se, og da der er masser af personale, der hver især har ansvar for x-antal af åringerne, så glider fremvisningerne let.

En af de åringer, som danskergruppen var mest interesseret i, var hoppe Southwind Milk, der er helsøster til Southwind Metric, der ejes af Bo Jørgensen, John Kirketerp, Knud Erik Ravn og Bo Westergaard.

Der blevet set på mange flere åringer inden turen til tilbage til hotellet ved The Red Mile.

Nu er jeg jo sammen med jyder og de elsker kortspil, og i det fine vejr var det oplagt at de spilleglade jyder kunne tage et slag kort i patioen ved hotellet.

Spillet fortsatte efter det blev mørkt, og jeg fornemmede af og til en vis usikkerhed om hvad der stod på de grønne sedler, der indgik i spillet.

Og hvad med mad – skulle vi ikke have været ud at spise?

Jo, men nu gik det så godt for nogen omkring bordet, så den letteste løsning blev: Bønse, kan du ikke lige bestille fem pizzaer!

I receptionen fik jeg anbefalet en pizza leverandør – egentlig mærkeligt, at hotellet ikke havde en menu fra restaurationen.

Der kunne bestilles på mobilen.

Jeg udfyldte møjsomligt bestillingsformularen og  leveringsadressen  – hotellets adresse.

Troede så jeg kom til betaling, men nej.

Nu ville man have personlige oplysninger af mig.

OK – det gik godt, indtil jeg skulle trykke – Accept – så var der problemer med mit telefonnummer.

Så prøvede jeg med hotellets nummer.

Det gik heller ikke.

Jeg spurgte receptionisten – hvad med dit mobilnummer?

Nej, jeg har allerede en konto, sagde han.

Ja, så måtte bestillingen jo foretages mundtligt og heldigvis havde jeg taget et screenshot af bestillingen inden jeg ringede op – ellers havde det været en umulig opgave.

Men det var svært nok endda.

På restaurationen havde de svært ved at forstå min udtale af Calzone, men til sidst gik – og alt blev godt!

Efter en lille time kom pizzabuddet med vores mad – og da var vi også godt sultne.

Stay tuned.