Onsdag var rejsedag – gruppen nåede ad forskellige veje frem til Lexington og specielt en person fik mærke amerikansk nidkærhed ved indrejsen!

Vi fem – Freddy Christensen, Gunner Christiansen, Ole Ivan Madsen, Knud Erik Ravn og den gamle redacteur fløj alle med Delta fra København til New York.

I New York skulle vi gennem immigration og her skiltes vores veje.

Jeg havde på forhånd atter brugt den forholdsvis nye APP, MPC, hvor man kan registrere sig på forhånd over de amerikanske myndigheder.

Man opretter sig gennem at scanne sit pas og besvare nogle simple spørgsmål.

Når man så lander i USA tager man et foto af sig selv og sender nu denne ”ansøgning” og som kvittering fik jeg – Go to Lane D.

Hvis du tidligere har været i USA, så har du helt sikkert prøvet at stå i kø i op til en time, ja, måske mere.

Med MPC springer du frem i køen, og jeg var igennem på 10 minutter – men har tidligere oplevet at komme til umiddelbart med det samme.

Derefter skal man hente sin kuffert, og i mit tilfælde skulle den sendes videre til slut destination, Lexington.

Det foregår på den måde, at du går ud gennem tolden, hen til et bagagebånd og afleverer kufferten, og går så selv videre.

Delta flyver fra Terminal 4, så det var rundt om hjørnet og til et sikkerhedstjek, der for mit vedkommende gik hurtigt.

Men andre i gruppen gik det anderledes for.

Her nævnes ikke navne, men vedkommende blev udsat for en ret grænseoverskridende undersøgelse!

Jeg skulle flyve til Atlanta og derfra til Lexington  – de fire fra Aalborg skulle flyve til Cincinnati og derefter køre til Lexington.

Hvem af os ville komme først?

Ja, da flyet til Cincinnati landede 40 minutter før tidsplanen, så blev det ikke mig!

Pudsigt nok var det den samme maskine som vi fløj med fra København, som jeg nu fløj med til Atlanta.

Beviset!

– En lille sort pung jeg havde fået udleveret fra København, men som jeg ikke gad have, lå fortsat der hvor jeg havde gemt den i sædelommen foran mig!

Vi er nu indkvarteret på Springhill Suites, der ligger klods op af The Red Mile.

Det regnede da vi ankom til Lexington og havde gjort det i flere dage.

Men torsdag formiddag brød solen frem – dog for sent til at det planlagte prøveløb klokken 10.00 kunne gennemføres – det er rykket til fredag.

Her starter Rene Sejthen hurtigtraveren Dame Good Time samt den danskejede 2-åring Rose Wynn (Gimpanzee).

Vi havde jo planlagt at skulle se prøveløbene torsdag  så nu måtte en Plan B træde i aktion.

Vi benyttede tiden til at gøre indkøb, der er vitale for væskebalancen ligesom der blev indkøbt bl.a. slumrepiller (Melatonin) – vi var alle vågnet ved 2-3 tiden torsdag morgen, så det var vigtigt at få fat i disse piller.

Om eftermiddagen til løb på The Red Mile – solen bagte nu ned – banelegemet indbød til fine præstationer, og dem så vi mange af.

Rene Sejthen er kommet flot fra start som træner og fik to sejre til stalden på denne dag – ikke underligt at faderen Kurt, der kom via London sent onsdag, var en stolt mand.

Kyllingevinger var dagens frokost – de var veltillavede – det tog i hvert fald en time før man fik dem!

Om aftenen på steakrestaurant Longhorn, der ligger der hvor peberet gror!

I hvert fald var der brugt meget peber på de bøffer vi fik  – en klage betød at vi fik 40 dollars i rabat – det var så til drikkepengene.

Og virkede så disse Melatonin-piller!

For mit eget vedkommende – ikke helt.

Jeg sov en time længere i nat end den første nat!