Der er ingen grøn kuffert der er blevet væk, men Knud Erik Ravn har atter brilleret.

Måske husker du dramaet om den grønne kuffert, som tilhørte Knud Erik Ravn, som aldrig kom frem for et par år siden.

Nu kom Cowboyland-manden atter i fokus.

Når man har været sådan cirka 20 timer undervejs, så vil man meget gerne have, at der står et hotelværelse klar ved ankomst.

Sådan har jeg det i hvert fald.

Men inden jeg kom så langt:

Rejsen herover gik uproblematisk.

Jeg landede i Atlanta, der et en kæmpespor lufthavn og efter et par timer gik turen videre til Lexington med Delta.

Her kom jeg ud for, at flyet faktisk var fremrykket til afgang – normalt er de jo altid forsinkede.

Men ingen problem – og efter at have taxiede 15 minutter til den anden side af Atlanta lufthavn kunne flyet lette til Lexington.

Når man ankommer til The Blue Grass Airport i Lexington er ingen i tvivl om, at nu er man i hesteland.

Man kalder da også Lexington for The Horse Capital of the World.

Det er ingen stor lufthavn, så i stedet for at vente på bagagen, hentede jeg nøglerne til vores lejebil.

Hvilken vil du ha’?

Chrysler Voyager – eller Chrysler Pacifica, blev jeg spurgt af den søde dame ved Avis?

Jeg ta’r Voyager – men hvordan med ekstra fører?

-Ingen problem – alle vores biler er med ekstra fører.

Og så kom kufferten – heldigt nok, for bagage-taggen var meget tæt på at være revet helt af.

Ud til bilen – den havde gået 35.000 miles, men så fin ud.

Android Auto virkede trådløst, så jeg havde Google Maps til at vejlede mig til hotellet.

Og så afsted og omkring 15 minutter efter var jeg på hotellet.

Og så startede problemerne.

-Nej, jeg kan ikke finde dig i vores reservationer!

Jamen hør nu lige her – se reservationsnummeret her – det er mit!

Hvad var det navnet var?

Bonsdorf (de kender ikke bogstavet ø i USA) – og se så her – mit Bonvoy nummer og reservationen?

Nu var jeg ved at være godt træt!

Ohh – Mr Ravn has got your room!

Hvordan kan det lade sig gøre!

Nu har han ingen problemer med en grøn kuffert, der bliver væk – og så snupper han i stedet mit rum, fordi han kommer tidligere til hotellet!

Jeg fik så det rum, som Mr Ravn skulle have haft – og det er såmænd også fint nok, men det er utroligt at vi år efter år har problemer med reservationerne på dette hotel!

Freddy Christensen og Gunner Christiansen har også i år fået et handicaprum – selv om de hverken er døve eller blinde.

Det betyder, at hvis man trykker på en knap uden for rummet lyder der en meget, meget høj tone – og et lys blinker i værelset.

Men ellers er rummet stort og fint

Og hotellet vi bor på Spring Hill Suites ligger perfekt lige ud til første sving på The Red Mile.

Onsdag morgen mødtes vi til morgenmad – og hvad der så skete bagefter kommer i næste kapitel.