Et særdeles interessant besøg i The Round Barn,  et givtigt besøg på Kasino, og noget om The International, nogle pizzaer og et brudepar

Vejret er ret omskifteligt her i Lexington.

I hvert fald temperaturen – det har været minusgrader natten til lørdag, og græsset på inderkredsen på The Red Mile var hvid af rim.

Men solen skinnede fra morgenstunden og fik efterhånden godt fat, men ind i mellem kom nogle kolde vindpust.

En plads i læ og med solen på var sagen.

Hvis man kunne finde den.

Jeg tog en rolig formiddag på redaktionen, inden jeg gik over til The Red Mile, der jo så at sige ligger i baghaven for hotellet.

Ja, engang lå her Tattersalls-auktionen og der var træningsstalde både her og på bagsiden af væddeløbsbanen. Alt det jord er solgt fra for at sikre banens overlevelse på et tidspunkt.

Samme mønster kender vi også fra Charlottenlund Travbane.

Men til forskel fra Lunden så har The Red Mile fået etableret et stor casino, der er med at sikre banens overlevelse.

Ja, Red Miles Kasino og andre Kasinoer i Kentucky har ikke blot reddet The Red Mile, men har også givet et gevaldigt løft i travsporten i Staten.

En ny travbane er åbnet – Oak Grove – og en anden er underopbygning, – Corbin.

Desuden er der millioner at køre om i Kentucky Sire Stakes, og det – sammen med en lignende udvikling i staterne omkring Kentucky – Indiana og Ohio – har sat gang i travsporten og var årsag til de høje priser, der blev betalt for åringerne på The Lexington Selected Sale.

Da jeg begyndte at gå over til The Red Mile var klokken 11.30 og der var altså god tid til løbene skulle starte klokken 13.00

Den nordjyske trio var gået over til staldene tidligere.

På vejen ligger den historiske bygning, The Round Barn, der – som navnet siger – er en gammel staldbygning, hvor der har været hestebokse i to etager, mens personalet havde værelser på tredje sal!

I dag fungerer The Round Barn som museum og som ramme om sociale begivenheder.

Der stod gratis adgang uden for, så jeg gik ind – og det besøg kom jeg ikke til at fortryde.

Stedet emmer af travhistorie med gamle fotos, tegninger, sko fra berømte heste gennem tiderne, pokaler etc. og for en travsportsinteresseret kan et besøg anbefales.

Her følger nogle flere fotos fra mit besøg:

Derefter tænkte, at jeg lige ville se, hvordan det Kasino på The Red Mile så ud, og gik derind.

En verden af spillemaskiner – og selv om det var lørdag formiddag var der pænt besøgt.

Jeg havde en fem-dollar, der brændte i lommen, og ville prøve en af maskinerne, men det så ud til at de kun kunne tage mod en voucher.

Jeg spurgte en af de ansatte, om der ikke kunne spilles kontant, og han viste mig venligt hen til en maskine, forklarede, hvor jeg skulle sætte 5-dollaren ind, og at jeg herefter skulle vælge et af tre spil.

Jeg trykkede på det første, der havde et blåt ikon.

Så gik der lidt tid, for maskinen skulle indlæse spillet, og da det var sket, kunne spillet begynde.

Jeg valgte 2 bet – dvs. 2 x 40 cent.

Og sandelig om det ikke begyndte at blinke – og så stod der 7.95 på min konto.

Jeg tænkte: Næste gang er man nok ikke lige så heldig, så nu gik jeg ned til 1 bet – 40 cents.

Og sandelig – nu var der gevinst igen – nu stod der 9.45 på kontoen.

Tredje gang var der så ikke gevinst, men fjerde gang – så begyndte det at bimle og bamle og da maskinen atter var rolig, stod der 30,45 dollars på min konto.

Jeg trykkede på voucher og fik et stykke papir i hånden, så jeg i en anden maskine kunne omsætte til amerikanske dollars!

Sådan går man på Kasino!

Lidt senere på dagen vendte jeg tilbage til Kasinoet sammen med nordjyderne – det var for at spise frokost – kyllingevinger – og imens vi sad og ventede på de blev lavet, kunne vi betragte nogle spillere ved maskinerne.

En dame kom med 100 dollars, som hun satte ind i en maskine. Det gik ikke særligt godt og efter lidt tid skiftede hun til maskinen ved siden.

Det gik heller ikke – og efter en 20 minutters tid, var hun blanket af.

Vi så yderligere et par spillere, der lagde ud med 60 dollars, som forsvandt – og en tredje, der fornuftigvis stoppede, da han havde tabt halvdelen.

Efter min indbringende Kasino-oplevelse gik jeg ned til staldene, hvor jeg fandt Lindy Farms afdeling, hvor Rene Sejthen er ansat, men han var der ikke.

Jeg gik lidt rundt, men lige pludselig dukkede Rene op, kørende i en bil med en stor heste-anhænger, som han på suveræn vis bakkede op foran staldboksene.

Men det var ikke blot Rene, der var i bilen – det var de tre Nordjyder også.

De havde været med Rene ude på et center med Spa og med et trykkammer, og her havde Rene hentet en pacer for en bekendt, der havde været til behandling.

-Vil du have kaffe, spurgte Rene – og det siger man jo ikke lige nej til.

Vi satte os i det dejlige solskin og talte om livet og ikke mindst om travsporten.

Et par staldlænger fra os kunne jeg se Kasper Foget stod og talte med Per Engblom, som han arbejder ved, og jeg noterede mig, at Kasper er et virkelig godt menneske, da han så en handicappet person på en lille elscooter ikke kunne passere et sted, hvor nogle stole stod i vejen.

Det problem fixede Kasper hurtigt!

Respekt!

Lidt senere kom Kasper over til os, og jeg spurgte, hvordan hans planer var for den kommende uge, hvor han jo skal køreTycoon Conway Hall i The International Trot på Yonkers.

-Jeg ved det ikke – jeg har ikke hørt noget endnu, men skal have skrevet til Klaus Koch, fortalte Kasper.

Men hvorfor vente? – Jeg ringede Klaus Koch og gav mobilen til Kasper, der så kunne få svar på sine spørgsmål.

Kasper gik videre og mellem Rene og jeg faldt samtalen på The International Trot.

-Det er en skam, at det er Yonkers, der er den eneste bane, der har råd til at lave en slags løb, sagde Rene Sejthen.

-Ejere og trænere af Europæiske topheste har ikke den store lyst til at starte på en 800-meter bane. Tænk sig, hvis man kunne lave et samarbejde mellem The Red Mile og Yonkers, så løbet kørtes i to afdelinger – først her på 1600 meter banen og siden på 800 meter-banen på Yonkers!

-Det tror jeg kunne være interessant for de europæiske topheste. Selvfølgelig ville det være meget bedre, hvis The Meadowlands og Yonkers kunne lave et sådant arrangement, men de to baner er ikke på talefod, og Meadowlands har vel heller ikke økonomien til det, siger Rene Sejthen.

Imens vi har talt, er 1. løb blevet afviklet – et løb for pacere – og jeg må videre.

Nordjyderne er gået op til banen, og har fundet en solbeskinnet plads på tribunen, hvorfra vi overværer et par løb inden vinden bliver for kold.

Lørdag eftermiddag er der storløb på galopbanen, Keeneland, der rides bl.a. tre Grade 1-løb, der er det fineste – de har henv. 1 mio., 750.000 og 650.000 dollars i førstepræmie, og der er udsolgt – omkring 25.000 tilskuere.

Freddy Christensen og Gunner Christiansen kører derud – Ravn og jeg trækker os tilbage – vi er også de ældste!

Christensen og Christiansen kommer imponerede tilbage – over hvad, må vente til et senere Rejsebrev.

Aftenens mix-auktion tog vi på nettet og fik bestilt pizzaer til levering på hotellet via receptionen.

Da de ikke var kommet efter en time forsøget vi at rykke – det viste sig, at pizzariet havde misforstået ordren – pizzaerne stod klar til afhentning – men nu blev de bragt ud.

Sen middag klokken 22.15 og imens vi sad og spiste, ankom et brudepar og deres venner – alle overrislet og i højt humør – og hotellet var ikke slutdestinationen for dem.

Downtown eller Red Mile spurgte brudgommen og forsøgte at sælge Red Mile (Kasinoet) bedst ved at forklare, at man lige kan gå derover.

Hvad de besluttede ved jeg ikke.