Eventyret med 5-årige hoppe Here we go Chief fortsætter – søndag eftermiddag vandt den Preben Munchs Mindeløb med 100.460 kroner i førstepræmie.

Med en førstepræmie på 100.460 kroner mere end fordoblede Here we go Chief med Birger Jørgensen sin hidtidige startpræmiesum, da den i et spændende opløb klarede at afvise outsideren Hafa Go med Kasper Foget.
Efter en start, hvor en af favoritterne Happy Ice galoperede og dermed var ude af løbet, tog Here we go Chief føring.
-Det var egent ligikke min taktik, men når Happy Ice galoperede, så blev det sådan, sagde Birger Jørgensen efter løbet.
-Herefter var det bare at sørge for at holde et godt tempo, og det lykkedes, sagde Birger Jørgensen.
Men Nicklas Korfitsent-trænede Hafa Go med Kasper Foget kom tæt på til slut, men Here we go Chief klarede sig først over stregen og vandt i 1.15.3/2300 m.

Gert Fabricius Rasmussen, der træner Here we go Chief og som ejer den sammen med stald Tags og Anne-Mette Højfeldt, har opdrættet hoppen og havde i sin tid også stor glæde af moderen, Way to go Chief!
Here we go Chief (Maharajah) har sine fem år til trods blot startet 12 gange – heraf de syv i år, som er resulteret i seks sejre og en andenplads – og med dagens førstepræmie er hendes fremtidige startpræmiesum nu på 178.710 kroner.
Løbets favorit, Glorius Rain med Flemming Jensen galoperede med 900 meter tilbage og var derefter ude af løbet.
