TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen: Ponytravet i knæ…

af | 4. mar 2025 | Nyheder

Fyringen af Nanni Køhler, der stod i spidsen for DH Ungdom, har ikke uventet vakt opsigt, og frustration. Det fremgår af dette indlæg til Talerstolen

Blot en uge efter man sad og læste, hvor vigtigt ponytrav og ungdomsarbejdet er for travsportens udvikling af nye kuske og ryttere, offentliggjorde Dansk Hestevæddeløb, at sparerunden havde kostet skalpen på ungdomskonsulent Nanni Køhler.

Dette løb som en chokbølge igennem alle interesserede i Ponytrav, som nu står måbende tilbage uden deres faste knudepunkt i sporten, og hundredvis af ubesvarede spørgsmål.

Hvem skal varetage alle de mange opgaver, der i dag ligger på Nanni Køhlers bord?

Hvad vil det gøre for ponytravet, og videreudvikling af ungdomssporten?

I et indlæg på Travservice, lægger administrerende direktør Pål Tung op til, at der skal findes den rette balance imellem forretning (DH) og forening (Ponyklubberne).

I ponyklubberne på landsplan tyder man det som, at flere opgaver skal lægges over på frivilligheden, hvilket i forvejen er hårdt bebyrdet.

På tværs af ponyklubberne lyder det, at vi kan vinke farvel til ponysporten og lukke størstedelen af ponyklubberne, hvis DH ikke kommer med en ekstrem velfungerende løsning for fremtiden.

At ville pålægge den enkelte klub mere frivilligt arbejde, end hvad der lægges nu, det er ganske håbløst.

Det ses på daglig basis hvor mange dygtige unge mennesker der er udsprunget af Ponytravet, og nu ses med stor succes som voksenkuske. Har vi råd til at miste dette i Dansk Travsport?

D. 29 marts afholdes den årlige generalforsamling i DH Ungdom, med et forestående repræsentantskabsmøde for DH ungdoms repræsentanter, fra alle landets ponyklubber. Begge steder vil det største punkt på dagsorden uden tvivl blive, hvordan Ponytravet skal fungere fremover.

DH Ungdoms formand Uwe Bredahl havde op til afskedigelsen af Nanni Køhler intet hørt om dette, og var lige så chokeret og overrasket som alle andre.

Derfor må man håbe og næsten forvente, at Pål Tung og Claus Juncker begge deltager i generalforsamlingen, for at skabe ro og vished til Ponytravet.

Alt imens holder alle vejret, og håber at der findes en fornuftig fremtid for ponytrav i Danmark.

På vegne af DH Ungdoms repræsentanter i alle klubber.

 Liane Kjær