TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

På Biddet: Det burde have været gratis!

af | 7. jun 2024 | Nyheder

Det er ikke kun jordkloden, der har klimaproblemer – også klimaet i dansk travsport har det, men det kunne DTC og Dansk Hestevæddeløb være med til at gøre bedre.

Hvorfor skal det både være dyrt at anmelde sin åring til Derbyauktionen, men også dyrt at være køber??

I en tid, hvor klimaet i dansk travsport ikke er præget af optimisme, skulle Dansk Hestevæddeløb som arrangør af Derbyauktionen have set arrangementet som et marketings fremstød for danske opdrættere, og have gjort det næsten gratis at anmelde og sælge en åring på auktionen -ligesom en køber skulle slippe for at betale auktionssalær!

Som det er til årets Derbyauktion, skal en opdrætter hoste op med 5.000 kroner + moms – dvs. 6.250 kroner i anmeldes gebyr pr. åring– desuden er der obligatorisk røntgen af åringerne. Det koster omkring 2.500 kroner + moms.

Sælges åringen skal opdrætteren betale 7.5% af salgsprisen til auktionen – det samme skal i øvrigt en køber også gøre.

Det betyder, at Dansk Hestevæddeløb som auktionsholder får 15% i provision af et salg!!

Så er der godt nok en lille gulerod for en a-træner eller agent, der kan få 5% i kommission ved et køb, han/hun underskriver som køber..

I de tilfælde bliver Dansk Hestevæddeløbs fortjeneste så ”kun” 10%, men hvor mange agenter/a-trænere er købere?

Opnår opdrætteren ikke en tilfredsstillende pris skal han betale 5% i tilbagekøb – det kan der dog være en vis ræson i.

Selvfølgelig er det ikke gratis at arrangere en auktion.

Det koster at få lavet og trykt katalog.

Der er omkostninger til de fysiske rammer på auktionen – bemanding, TV/teknik etc.

For selvfølgelig skal Derbyauktionen da være en Hybridauktion – vi lever i 2024!

Det hele løber op i et sekscifret beløb, men de penge kunne tages fra marketingskontoen.

I fjor forlød det, at Dansk Hestevæddeløb var villig til at give såvel Breeders Club som Opdrætterforeningen hver et tilskud på 250.000 kroner – altså 500.000 kroner.

Det koster måske det halve at lave Derbyauktionen – så pengene er der!

Hvis ikke det skulle være tilfældet, så var det måske på tide, at man i Dansk Hestevæddeløb fik set på antallet af ansatte, der er øget markant i de senere år.

Det er bydende nødvendigt at bakke op om opdrætterne, der er fødekæden i dansk travsport.

Det har DTC og Dansk Hestevæddeløb en stor forpligtigelse til at gøre.