Tirsdag begyndte den store auktion i Lexington og vi var på plads fra tidlig formiddag til sen aften. Nyt rejsebrev fra USA.
Der er tradition for at sælge heste på auktion i USA, og det er big business bare det at arrangere auktionerne.
Lexington Selected, som den aktuelle auktion hedder, holdes på et imponerende auktionscenter, Fasig-Tipton, der ligger lidt uden for Lexington.
Her er plads til flere tusinde heste i staldbygninger og bokse, der ligger tæt ved auktionslokalerne. Alt indrettet særdeles smagfuldt og eksklusivt.
I USA benytter man sig af agenter, der gør hestene auktionsklare og fremviser dem for interesserede på dagen. De store stutterier står dog selv for dette.
Vort første mål denne tirsdag formiddag er den afdeling hvor Spring Haven Farm står.
Spring Haven Farm, der ligger i Ohio, er ikke blot et stutteri, men også agent – og har ansvaret for at Knud Erik Ravns åring, Stonefire US er gjort auktionsklar.
Stonefire US er efter Wishing Stone og ud af Don’t Think Twice (Andover Hall) 1.10.3 – 72.819 dollars. Hendes første afkom er Diamondstone US (Wishing Stone), der er tre år og har rekord 1.11.0 og har tjent 103.317 dollars.
Hver agent på auktionen har sit eget staldområde, og i hvert er der et lokale, hvor man kan se videoer af agentens åringer.
Det er det første vi gør, imens Stonefire US bliver gjort klar til at blive vist frem for sin ejer og opdrætter.
Video-systemet fungerer godt. Man trykker katalognummeret ind på en fjernbetjening – og straks kommer videoen op.
Video af hestene kan også ses på internettet og her er link til videoen – klik her – med Stonefire US, der sælges som nummer 632 lørdag aften – hvis nogen skulle blive varme!
Stonefire US er ikke jordens største hest, men den unge hingst gør et tiltalende indtryk, da den bliver vist frem.
Vi går videre – forbi Brittany Farms afdeling.
-Vi skal derhen tidligt, siger Freddy Christensen, – for de har sådan nogle fine kalendere.
Vi ser på åringer hos Brittany, men sørger også for at sikre os kalendere, caps og kuglepenne – og en cola, blev det også til.
Videre til Preferred Equine Marketing, der er langt den største agent og desuden er medarrangør af auktionen.
Her træffer vi direktør David Reid, som hilser pænt – han var for mange år siden i København, da Moni Maker starter og vandt Copenhagen Cup, og siden den tid har vi holdt forbindelse.
Hvis man ønsker at få fremvist åringer afkrydser man på en seddel sine ønsker, og så bliver de effektueret.
Blandt de åringer vi ser er en lillesøster til Gunner Christiansens Shoshie Deo, der hedder Amethyst Deo (150 og sælges onsdag).
Amethyst Deo er en stor flot mørkebrun hoppe, men hun er vinsk og meget vanskelig at styre.
Men en dejlig hoppe at se på.
Formiddagen går med at se på flere åringer – og snik-snakke med gamle og nye venner.
Vi møder bl.a. den transportør, der står for rejsearrangementerne for de heste, der skal starte i VM-løbet, The International Trot.
Han fortæller at alt er planlagt, og at hestene rejser fra Liege i Belgien på fredag, den 5. oktober og tager tilbage dagen efter løbet.
De er simpelthen nødvendigt af skattemæssige årsager – bliver hestene længere i USA, skal der betales 50% skat af væddeløbspræmierne!!
Efterhånden som klokken har passeret middag for et stykke tid siden melder sulten sig – og vi enes om at køre ud at spise på – ja, det blev igen the Happy Dragon med sin buffet til 10 dollars!!
Og med en cola til maden så blev den samlede middagsregning på 13 dollars pr mand.
Om aftenen går det løs med auktionen.
Det er interessant at se, hvordan de forskellige hingste præger deres afkom.
Muscle Hills er lysebrune og med aftegn i hovedet. Father Patrick mørkebrune, men uens i størrelsen – og de små af dem, kostede ikke meget.
Trixton avler tilsyneladende ret store heste.
At høre en amerikansk auktionarius er både fascinerende og irriterende.
Fascinerende fordi manden rabler en masse af – han messer, men i et tempo, der er tre gange så højt, som man hører i en katolsk præst gøre.
Og i det store og hele har auktionarius tjek på buddene – der var dog nogle gange, hvor man tage buddene om.
Til at hjælpe sig han auktionarius flere spottere, der er posteret i den store sal. Og de står ikke bare og venter på, at folk skal byde. De opildner til bud, og sørger for at holde fast på ”deres mand”, hvis man har vist interesse for at byde på en hest.
Men man behøver ikke at være inde i auktionssalen – i det lokale, hvor de fire næste heste, der skal i ringen trækkes rundt, er der også spottere, der med en mikrofon kan give bud videre – og mange af hammerslagene faldt med bemærkningen: In the back.
Det vil sige, at køberen var ude bag ved.
De første 102 heste sælges – her er ikke noget med et officielt tilbagekøb – og alle hestene kan da også meget vel være blevet solgt.
Der blev sat auktionsrekord for førstedagen med en gennemsnitspris på 126.471 dollars -cirka 820.000 danske kroner – og en fremgang på 10.6% i forhold til samme dag i fjor, som også var en rekorddag!
Ingen danskere havde lyst til at være med i budfesten denne aften, men blandt køberne var såvel svenskere som finner – og en australier!!
Link til auktionens hjemmeside – klik her