TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Opdrætningsløbet: Menza vinder vel bare igen!

af | 9. nov 2025 | Nyheder

Gordon Dahl-trænede Menza med Birger Jørgensen har endnu ikke forladt en travbane efter et løb uden at være kommet først over stregen.

I eftermiddag kan parret vinde årets største løb for 2-årige heste, Dansk Opdrætningsløb og lægge yderligere 309.000 kroner til sin præmiesum.

Fem starter og fem sejre – og endnu har Stutteri Disneys Menza (Readly Express) – opdrættet af LSL Racing ApS og Stutteri Spring & Taars  – ikke være i nærheden af et nederlag.

Og på den måde som Menza hidtil har optrådt på væddeløbsbanerne, så tegner det til en ny sejr.

Ubesejrede Menza med Birger Jørgensen går til start som storfavorit i Dansk Opdrætningsløb. Foto Burt Seeger

Men selvfølgelig er konkurrenterne ude efter at få brudt Menza sejrsrække.

-Og jeg tror faktisk jeg har en god  chance, siger Jeppe Juel, der kører Team Juels Messi Hill (Calgary Games).

-I kvalifikationsløbet kom vi til at sidde fast, og Messi Hill gik over mål på en tredjeplads med masser af kræfter i behold. Han er gået frem siden, og jeg er ret optimistisk med hensyn til hans chancer i eftermiddag.

-Jeg er overbevist om at Messi Hill er min næste store stjerne, siger Jeppe Juel.

Opdrætningsløbet, der køres som 10. løb, er samtidig sidste afdeling i ATG/Bet25s GS75-spil, hvor rækkeprisen er 1 krone.

Dagens andet storløb, N J Koster Memorial køres som 3. afdeling (6. løb).

GS 75  har en overført jackpot på 1.9 millioner kroner, så der er en ekstra god grund til at spille med.

Rene Kjær har lavet en udgave af Kjærs Corner  – den finder du på dette link – klik her