Noter fra DM-dagen
Spredte indtryk fra en varm eftermiddag oplevet på staldsiden på Charlottenlund Travbane.
Det kører bare for Jeppe Juel, der i de seneste år har udviklet sig til at være en af vore førende kuske og trænere.
Mesterskab for Danmark vandt han efter beregnende kørsel i spids med familiehesten Open, og så vandt han desuden med Morten Juul-trænede Ready Eddie (From Above).
Her tog favoritten Manragious med Nicolaj Andersen og Celebrity Lane med Christoffer Eriksson en ordentlig dyst om føringen.
1.08.8/500 m – og de var langt foran de øvrige. Kilometeren blev passeret efter 1.13.5.
Var der nogen, der sagde solstik?
Jeppe Juel tog det roligt med Ready Eddie og var sidst undervejs, men på en god afslutning sejrede den norskfødte hest sikkert.
Ready Eddie satte i sin forrige start banerekord i voltestart på Jarlsberg og anses for en seriøs kandidat til de norske klassiske storløb.
Forinden havde Nicolaj Andersen vundet sikkert med den meget tiltalende debutant, Tottenham,(foto) der er efter Love You-sønnen, Quatre Juillet.
Tottenham vandt ukørt i 1.17.6/2000 m.
Vi glæder os til fortsættelsen.
Det var varmt på staldsiden, hvor solen stod lige ind på staldene ud mod banelegemet.
Pladserne under træerne ved Thomas Fischers stald samt det enlige træ ved amatørhuset, var attraktive steder at opholde sig.
Varmen var dog tilsyneladende blevet for meget for højtaleranlægget, der kun fungerede med meddelelser fra Dommertårnet. Altså ingen løbsspeak og interviews fra vindercirklen.
I amatørhuset var kaffen som sædvanlig fin, og Svend Åge Jensen havde medbragt kage.
Ikke hjemmebagt, med hjembragt fra bageren, som han sagde.
Det er altid hyggelig at slå vejen forbi og få en snak med Svend Åge og Hans Jørgen Olsen – to af de største navne inden for amatørsporten i Lundens historie.
Og så er det altid spændende at se, hvem af de to, der har ramt tættest på vindertiden på deres stopure!
Harry Carstensen plejer også at være på plads, men han er blevet ”ung i arbejde” og fungerer nu som vægtforstander.
Harry er da også blot 70 år ung!
Italienske Alessandro Gocciadoro har mange fine heste i sin stald, og vi så den 4-årige hoppe, Priscilla Spin (Brads Photo) vinde sikkert i 1.13.5a/2000 m efter føring hele vejen.
Der var flere spændende opløb på dagen.
Et af dem, hvor der var flest heste involveret var 7. løb, hvor 9 Royal Online med Christian Clausen på et tidspunkt havde overtaget, men den blev først passeret af 11 Sander Esterel med Christoffer Eriksson og derefter helt udvendigt af 12Runaway Gardenia med Kenneth Nielsen, der på bedste amerikanske vis kastede sig bagud i sulkyen i løbets allersidste fase. 2 So Long Sugar med Bjarne Jeppesen blev nummer fire.
Det var en flot præstation, som Nok’en Frækkert lavede for Arvid Olsen i Mesterskab for Danmark ved at blive nummer tre.
Nok’En Frækkert, der tidligere var kendt som en problemhest, er virkelig vokset op gennem klasserne, og søndagens præstation viser, at den indeholder mere endnu.
Det var en spændende dyst, som de to derbyheste Super Yankee med Jørgen Sjunnesson og Stand and Deliver med Birger Jørgensen gav os.
Det var umuligt at se, hvem der havde vundet og selv om Birger nok mente, at det havde han, var han alligevel så meget i tvivl, at han kørte over til staldene og ind på staldterrænnet.
Begge heste havde stor ære af løbet.
Der var pænt besøg på tilskuerpladserne og omsætningen lige over 900.000 kroner.