Noter fra Aalborg
Der blev vist fin sport i søndagens V65-løb på NKI Racing Arena i Aalborg, hvor Bent Svendsen og Gordon Dahl begge dobbeltsejrede.
Og vi bemærkede
At Birger Jørgensen ikke kørte på grund af sygdom, men det blev udelukkende kommunikeret ud på Racing Live.
At det jo ikke er en helt uvæsentlig oplysning, når dansk travsports oftest sejrende kusk gennem alle tider må melde forfald.
At Bent Svendsen overtog en af hans køreture – nemlig med Play On Flamingo og han kvitterede med at vinde en sikker sejr.
At løbet i lang tid havde RememberIloveyou i spids i toptempo, men den meldte udsolgt ind i opløbssvinget.
At Flemming Jensen sad lagt nede med Nordic Viking undervejs, men sluttede meget stærkt af til en andenplads
Foto Ole Hindby
At Bent Svendsen også vandt med Safari K (foto), der trods 20 meter tillæg var i spids efter 700 meters kørsel.
At Safari K trænes af Jan Friis, der også sendte en vinder ud i 1. løb, hvor debutanten Tinghøj med Jeppe Juul vandt sikkert i 1.18.3a/2100 m.
At Tinghøj dermed blev første vindende afkom efter Stutteri Shadows Andover Hall-søn, The Liquidator
Foto Ole Hindby
At Gordon Dahl vandt med ”flyvemaskinen” Randy (foto), der som suveræn vinder kunne sætte ny rekord 1.13.9a/1600 m
At Randy dermed blev eftermiddagens hurtigste vinder.
At Gordons anden vinder af SIF Mølgård, som var eneste fejlfri hest.
At mange heste fik ødelagt deres chancer ved galop i første sving
At en af dem der galoperede var eftermiddagens største favorit, Tiffany Fast Photo, men den gik siden fantastisk og nåede op på en andenplads.
At Flemming Jensen kom på vinderpladsen med nyerhvervelsen Radetzky Lobell, der lagde hårdt ud med 1.11.8/500 m og selv om den havde åbenlyse problemer i svingene, så sejrede den sikkert.
At den så virkelig lækker ud undervejs og med blot 110.000 kroner på kontoen, så stryger den sikkert op gennem klasserne i år.
At 3-årsløbet kun havde en hest, der gik fejlfrit, og det var Tinki Rune med Pauli Andersen, der klarede at afvise storfavoritten Tua Vang med Bo Westergaard, der kom godt tilbage efter stor galop tidligt i løbet.
At gevinsten for 6 rigtige blev 14.417 kroner.
At Racing Lives reporter, Palle Vennekilde havde lavet et forslag, der sad lige i plet.