Onsdag aften vandt Mellby Knekt med Magnus A. Djuse i 1.09.6a/1640 m på Solvalla og det er årets hidtil hurtigste vindertid i Norden. Moderen og en lillebroder til Mellby Knekt er på danske hænder.

Trods sine seks år har Mellby Knekt blot startet 18 gange, men det er blevet til 12 sejre.
Men på en måde er det ikke usædvanligt for en hest, der er i træning hos Timo Nurmos.
Få starter – men topresultater.
Efter at have vundet sin sæsondebut i 1.11.0a/1640 m den 22. januar vendte Mellby Knekt tilbage i løbene i aftes og vandt en ny sikker sejr i 1.09.6a/1640 m – 0,2 sekunder hurtigere end Double Deceiver, der ellers var Nordens hurtigste i 2025.
Mellby Knekt er ejet og opdrættet af Mellby Gård og er efter Mellby Viking – Dont Wear Pj’s.
Såvel hingst som hoppe blev for nogle år siden erhvervet af søstrene Tanja og Helle Thorhauge, Stutteri Downs.
Mellby Viking er efter sigende død og nåede ikke at få nogle afkom efter importen til Danmark, mens Dont Wear Pj’s har fået den nu 2-årige Manor Downs, der har Great Challenger som far.