TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Niclas Steinlein suveræn DM vinder for jockeys

af | 22. jul 2022 | Nyheder

Det var tæt på fuldt udbytte for 27-årige Niclas Steinlein i DM for Jockeys, idet han vandt tre løb og en andenplads i de fire afdelinger konkurrencen omfattede. Og det var mere end rigeligt til at sikre sig DM-titlen.

Niclas Steinlein cementerer sit DM ved at vinde med Geronimo Flamingo. Foto Flemming Andersen

Der har aldrig været en så suveræn vinder af DM for jockeys, som det blev tilfældet i 2022-udgaven.

Niclas Steinlein vandt tre løb og var en tæt nummer to med sin fjerde køretur og sikrede sig dermed titlen – og det var altså ikke favoritter bornholmskfødte Niclas sad bag!

C My Dream gav odds 215:10, Nesta Bob 348:10, mens Geronimo Flamingo “kun” gav 77:10.

Gentina, som var Niclas Steinleins første køretur i konkurrencen, stod til 225:10, men sluttede på en andenplads efter et rygløb på den førende Golden Snow SB med Kenneth Andersen.

Tre sejre og en andenplads gav i alt 30 points – nummer to, Kenneth Andersen samlede 17 points, mens Hussein Kassir tog den sidste plads på skamlen med 13 points.

Niclas Steinleins overraskende vindere var medvirkende til, at ingen løste V4-spillet.

Inden sidste afdeling var værdien 120.996 kroner – og tre systemer levede.

De to havde Kiss Flevo Rhythm med Mads Hviid afkrydset og det ville udløse en gevinst på 120.996 kroner til to danske spillere, mens det tredje system havde Great Shadow N med Magnus M. Nielsen på og ville have givet 359.295 kroner til en svensk spiller.

Men det blev til en let sejr til Geronimo Flamingo med Niclas Steinlein og dermed udbetaling for tre rigtige, og det ville der også have været ved sejr til Ghina D. Sleipner med Kenneth Andersen, der sluttede på andenpladsen.

3 rigtige gav 5.825 kroner – i V5-spillet blev gevinsten160.305 kroner

Tre sejre og en andenplads – det er der ikke mange unge kuske, der opnår – ja, der er i det hele taget ikke mange kuske, der opnår sådanne resultater gennem et helt liv.

I dag gjorde Niclas Steinlein det.

Tillykke.

Niclas Steinlein, der som nævnt stammer fra Bornholm, var i nogle år tilknyttet daværende træner Kenneth Nielsens stald på Lunden ligesom Steinlein var ansvarlig for Lundens Ponyskole.

I fjor flyttede han til Jylland, hvor han havde fået ansættelse hos Team Juul og Jeppe Juel i Vindblæs.

Slutresultat – DM Jockeys 2022

1 Niclas Steinlein – 30 points

2 Kenneth Andersen – 17 points

3 Hussein Kassir – 13 points

4 Anders Rygaard Jensen – 7 points

5 Magnus M. Nielsen – 7 points

6 Mads Hviid – 5 points

7 Casper M. Nielsen – 4 points

7 Frederik Kragh Olsen – 4 points

9 Nicklas Korfitsen – 3 points

10 Benjamin Bang Pedersen 0 points

11 Christian Nissen – 0 points

12 Mads Henriksen – 0 points