I nat sluttede danske Enzo igen uplaceret på Miami Valley i USA, men det var ejeren Todd Luther nok ikke utilfreds med.
I de sidste tre starter Enzo (From Above US) har haft i USA, har den startet i Open Class – altså i løb for de allerbedste heste – på 1000 meter-banen Miami Valley.
Hver gang er Enzo endt uplaceret, og det betyder, at i næste uge kan Enzo meldes i løb for heste, der max. har tjent 10.000 dollars i de sidste fire starter.
Enzo har nemlig en sejr, der gav 9.000 dollars i førstepræmie, i sin fjerdesidste start i netop sådant et løb.
Luther kan selvfølgelig også starte Enzo endnu en gang i Open Class og lade den løbe bagefter hvorefter startmulighederne fremover bliver endnu bedre.
Sådan er det amerikanske system for ”hverdagsheste”.
Det er resultaterne i de seneste starter, der er afgørende for, hvor hesten kan starte.
Ikke hvor meget den har tjent i karrieren.
I nat sluttede Enzo uplaceret i 1.11.7 – slået med 7,25 længder af vinderen Smoking Jet (Triumphant Caviar) med Chris Page, der sejrede i 1.10.8.
Enzo har nu startet 8 gange i USA i år og tjent 18.544 dollars – det er cirka 125.000 kroner.