TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

“Man kan ikke flytte det autentiske”

af | Nyheder

Jørn Laursen er åben for muligheder efter det i går blev offentliggjort, at Tarok Museet enten må lukke eller flytte når sæsonen slutter den 31. oktober.

-Det er nogle søde tanker, som mange folk gør sig mht. at flytte Tarok Museet, men man kan ikke flytte det autentiske; det var trods alt dér Tarok blev født og der han er begravet, siger Jørn Laursen til Travservice.dk.

Jørn Laursen blev i januar måned optaget i Travsportens Hall of Fame. Foto: Lasse Jespersen

-Det hele er så nyt; det var først i går aftes det kom frem, at lejekontrakten ikke vil blive forlænget, så vi har endnu ikke undersøgt andre muligheder.

Ingelise og Jørn Laursen har siden Tarok Museets åbning i 2014 været meget engageret i driften af museet med både rundvisninger og de såkaldte Tirsdagsfortællinger, der fortsætter frem til den allersidste dag på Hagenshøj.

-Jeg synes det er imponerende, at besøgstallet er steget fra år til år. Da museet i sin tid åbnede, troede vi, at interessen ville dale efter måske fem år, men det har bare taget til og vi er stort set optaget fra april til oktober, siger Jørn Laursen.

Ingen henvendelse fra bestyrelsen – endnu
Set udefra ville det være oplagt at flytte Tarok Museet til Skive Trav, Tarok og familien Laursens hjemmebane, men bane- og salgschef Steen B. Nielsen har endnu ikke fået en henvendelse fra museets bestyrelse med formand Jesper Elbæk i spidsen.

-Hvis den kommer må vi tage den derfra og se, om vi kan finde en løsning på det, men det (Tarok Museet, red.) bliver jo i givet fald under en anden form. Mere kan jeg ikke sige lige nu, siger Steen B. Nielsen.