TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Lust for Life får en hård konkurrent!

af | 2. nov 2025 | Nyheder

Måske bliver starten i det hollandske Hoppe Derby den 14. november ikke bare ”a walk in the park” for Lust for Life – det andet kvalifikationsløb i aftes på Victoria Park blev nemlig vundet af en anden danskejet hest, Peggy Boko i 1.13.1a/2100 m!

Peggy Boko (Robert Bi) trænes som Lust for Life af Paul Hagoort og havde også Robin Bakker i sulkyen, da den vandt en sikker sejr i det andet kvalifikationsløb til TCT Merrie Derby på banen i Wolvega.

Peggy Boko, der ejes af Panamera Racing, sad undervejs på en andenplads bag den førende Amy Barosso (Southwind Frank) med Dion Tesselaar, men trak ud med 700 meter tilbage.

Rundt i opløbssvinget lå Peggy Boko fortsat udvendigt på Amy Barosso og ude i tredje spor meldte Pascha Vitanova (Flocky d’Aurcy) med Rob de Vlieger sig også ind i kampen.

Ned gennem opløbet kunne Peggy Boko trække fra til klar sejr i 1.13.1a/2100 m foran Pascha Vitanova i 1.13.6, mens Amy Barosso besatte tredjepladsen i 1.13.7.

Peggy Boko har nu startet otte gange – har vundet fire sejre og tjent 460.000 SEK – hun har rekord 1.12.3a/2140 m.