Så er der atter uro på Charlottenlund Travbane – Klaus Overskov, der er næstformand i Det Danske Travselskab, meddelte sent tirsdag aften, at han med øjeblikkelig virkning udtræder af bestyrelsen.

I søndags summede det på Charlottenlund Travbane, at efter den store løbsdag med Copenhagen Cup ville bestyrelsen i Det Danske Travselskab nedlægge deres mandater.
Et andet rygte gik på, at der var en gruppe, der ville indkalde til en ekstraordinær generalforsamling – det er da også lang tid siden, der sidst var en.
Men det var så en tredje ting, der skete.
Tirsdag aften klokken 23.30 modtog medlemmerne i Det Danske Travselskab en mail med en vedhæftet fil, hvor indholdet var skrevet af Klaus Overskov.
Her meddeler han, at han med øjeblikkelig virkning udtræder af bestyrelsen og frasiger sig posten som næstformand i Travselskabet.
Som grund til sin beslutning skriver Klaus Overskov bl.a.
Jeg gør det, fordi jeg ikke længere vil bruge min tid og energi på et arbejde, der mødes med konstant modstand, negativitet og mangel på respekt. Det frivillige engagement, vi lægger i bestyrelsen, burde mødes med samarbejde og konstruktiv dialog – ikke mistillid, uro og nedladende adfærd.
Klaus Overskovs beslutning om af udtræde af bestyrelsen betyder, at der nu kun er fire bestyrelsesmedlemmer i Det Danske Travselskab, og i h t Travselskabets vedtægter, § 9 skal bestyrelsen bestå af fem personer.
Man har ikke har nogle suppleanter til bestyrelsen – for der kunne ikke vælges nogle suppleanter på den ordinære generalforsamling på grund af en restriktiv paragraf, som kræver, at kandidater til en bestyrelses- eller suppleantpost skal opstilles 14 dage før generalforsamlingen. Det var ikke sket.
Det betyder, at bestyrelsen i det Danske Travselskab nu skal indkalde til en ekstraordinær generalforsamling for at leve op til selskabets vedtægter.