Også i år er det lykkedes for Det Danske Travselskab at få forkludret planlægningen af den ordinære generalforsamling, men noget usmageligt kaster bestyrelsen ansvaret for årets bommert fra sig.

Indkaldelsen til den ordinære generalforsamling den 31. marts er udsendt en dag for sent i h t Travselskabets vedtægter.
Den fejl tørrer bestyrelsen nu af på bogholderen Thomas Christensen i en mail, der blev udsendt fredag den 21. marts, til medlemmerne, hvor der står:
I Det Danske Travselskabs vedtægter står der, at indkaldelse til ordinær generalforsamling skal ske 3 uger før generalforsamlingen.
Thomas bogholder som har fremsendt indkaldelsen til jer medlemmer, var desværre ikke opmærksom på, at selve dagen hvor generalforsamlingen afholdes ikke skal medregnes, og derfor vælger bestyrelsen at udsende dette brev. Indkaldelsen blev udsendt en dag for sent.
I mailen spørger bestyrelsen i øvrigt medlemmerne om der på dette tidspunkt er nogen indvendinger mod at afvikle generalforsamlingen på det indkaldte tidspunkt.
I fjor valgte den samme bestyrelse at se bort fra Travselskabets vedtægter m h t afholdelse af den ordinære generalforsamling, der skal afholdes i marts, og først holdt generalforsamlingen den 8. april.