TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Lunden: Er der våbenhvile eller borgfred?

af | 9. sep 2021 | Nyheder

En på flere måder dramatisk generalforsamling er overstået i Det Danske Travselskab, og forhåbentlig bliver der nu ro om Danmarks største travbane.

Fronterne var klart trukket op til den ekstraordinære generalforsamling i Det Danske Travselskab, der blev afviklet onsdag aften.

Oppositionen lykkedes med noget, der for mig var en første gang – nemlig at få valgt en modkandidat til bestyrelsens kandidat som dirigent for forsamlingen, når det drejer sig om en professionel dirigent, som en advokat må betegnes.

Det er vist uhyre sjælden, at en advokat lider et sådant nederlag, som det der overgik Martin Lavesen i aftes.

Lavesen har været selskabets advokat og dirigent ved generalforsamlingen i de seneste 10 år, men oppositionen havde ikke tillid til at han ville gennemføre generalforsamlingen på de præmisser, som man ønskede.

Nemlig at punktet, Mistillidsvotum til den siddende bestyrelse blev flyttet op som punkt 2 – efter valg af dirigent.

I den udsendte dagsorden var punktet sat som nummer 4 og således placeret efter nogle forslag til vedtægtsændringer samt bestyrelsens forslag om Ophævelse af generalforsamlingens beslutning af 16. juni 2021 – det er den såkaldte Åby-model.

Jeg kan egentlig godt forstå oppositionens indstilling.

Man samler underskrifter til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på at give bestyrelsen et mistillidsvotum, og i stedet får man en indkaldelse med flere punkter, hvoraf det ene i hvert fald kunne opfattes som et forsøg på at tage brodden af mistillidserklæringen.

Men nuvel.

Oppositionen vandt første slag om dirigenten – advokat Rasmus H. Nielsen overtog den post, der var tiltænkt Martin Lavesen.

Men det næste slag om mistilliden vandt den siddende bestyrelse – nok på grund af markante indlæg fra Lars Donatzky, Alex Haagensen og Michael Juul – der fik flyttet tvivlere over på bestyrelsens side.

Men det var utroligt tæt i afstemningerne.

Dirigentspørgsmålet blev vundet af oppositionen med 66 stemmer mod 63 stemmer  – 3 stemmer var blanke – 1 ugyldig.

Mistillidsvotum blev forkastet med stemmerne 67 mod 62 – og igen 3 blanke og 1 ugyldig stemme.

Efter de to afstemninger, og den debat de medførte kunne man herefter behandle de ændringsforslag der var fremsat af bestyrelsen til Travselskabets vedtægter ligesom man behandlede bestyrelsen forslag om at ophæve beslutningen om Åby-modellen.

Dette blev afgjort ved håndsoprækning og Åby-modellen er herefter død.

I stedet har bestyrelsen nu fået mandat til at forsøge at få gennemført en lokalplan for et byggeprojekt på den  nordlige del af staldterrænnet.

Her vil man bygge boliger i tre etager med underjordiske garager.

Travselskabet skal selv stå som udvikler af projektet, og det provenu, der årligt vil blive ved fuld udlejning skal være med til at understøtte og sikre driften af travbanen i Charlottenlund.

I oplægget er et årligt overskud på 15 millioner kroner anført – det blev der dog sat spørgsmålstegn ved.

Men om byggeprojektet i det hele taget kan gennemføres er også et spørgsmål, der blafrer i vinden.

Det afhænger udelukkende af hvilken Lokalplan som Gentofte Kommune vil være med til at lave for Charlottenlund Travbane.

Der er – desværre – blevet gravet grøfter blandt medlemmerne i Det Danske Travselskab på grund af nogle forestillinger om fremtiden for Charlottenlund Travbane, som medlemmerne  IKKE er ene om at bestemme, men hvor Gentofte Kommune med sine ønsker til lokalplan for området har en særdeles afgørende stemme.

Jørgen Sthelis – medlem af oppositionen – opfordrede sidst på mødet til at nu skal man komme videre. Man har et fælles projekt og samarbejde er nøgleordet for fremtiden.

Man kan håbe, at der nu er borgfred omkring Charlottenlund Travbane.