TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Lunden: Der kom et nyhedsbrev

af | 15. okt 2024 | Nyheder

Mandag klokken 13.52 dukkede det længe ventede nyhedsbrev fra bestyrelsen i Det Danske Travselskab/Charlottenlund Travbane så op.

Det ligger ikke til formanden Kaj Holm og hans bestyrelse at sætte deres eget lys under en skæppe – eller sagt på nudansk – at hylde egne bedrifter, og derfor er der da heller ikke mange rosende ord til direktør Henning Scharstein, der har opsagt sin stilling til fratrædelse den 31. oktober.

Vi skal et godt stykke ned i nyhedsbrevet for at finde omtalen om direktørens afgang – og her står følgende:

Den 1. november 2023 tiltrådte Henning Vibe Scharstein som ny direktør på Lunden, og hans synliggørelse af Lunden på de forskellige medier er lykkedes, hvilket også er en af årsagerne til Lundens succes.

I det hele taget har alle Lundens medarbejdere været en stor del årsagen til Lundens succes i derbyweekenden og øvrige løbsdage, stor tak fra bestyrelsens side.

Desværre har Lundens Direktør opsagt sin stilling fra d. 31. oktober 2024, hvilket vi selvfølgelig beklager, og bestyrelsen ser allerede efter andre muligheder, men vi kan love, at vi fra bestyrelsens side ikke kommer til at sætte farten ned, da vi har nogle mål der skal overholdes.

Fra nyhedsbrevet i øvrigt noteres, at ”Lunden fra 2025 har fået 2 nye sponsoraftaler”, men hvem de pågældende er, må medlemmerne vente med at få at vide til et medlemsmøde den 25. november.

Til gengæld står der ikke en linje om forhandlingerne med Gentofte Kommune omkring det byggeprojekt, bestyrelsen har haft – eller om mulighederne for en ny lokalplan for travbanens område.

Der står heller ikke, noget om, at den aftale om udlejning af et stort areal i tribunen til fitnesscenter, er kuldsejlet, og altså ikke bliver til noget.

I hvert fald ikke med den aftalepartner man havde, og som i h t det forrige nyhedsbrev ville give en indtjening på 1.2 mio. kroner årligt!!

Og der står heller ikke noget om, at det til flere løbsdage har været svært at få sammensat felter så løbsdagene i det hele taget kunne gennemføres – og at det utvivlsomt bliver et tilbagevendende problem hen over vinteren.

Det er tilsyneladende ikke noget bestyrelsen i Det Danske Travselskab tager sig af.

Det er da også rigtigt, at det er Dansk Hestevæddeløb, der står for det rent praktiske m h t anmeldelser etc., men Det Danske Travselskab/Charlottenlund Travbane må have en stor interesse i, at de løbsprogrammer der afvikles, har en standard, som er hovedstadsbanen værdig.

 Men vi kan være rolige, for afslutningsvis, står der i nyhedsbrevet:
Alle omkring Lunden arbejder forsat på yderligere fremgang for 2025, og at mål der er sat, også bliver opfyldt.