I fredags vandt 4-årige Kingston sin sjette sejr i træk, og den er fortsat ubesejret i karrieren.

Foto Burt Seeger
-Kingston er en ukompliceret og klog hest, og foreløbig har han gjort det, vi har bedt ham om, siger Michael Lønborg, der træner og kører den 4-årige Great Challenger-søn.
-Det er klart at man når en hest fortsætter med at vinde løb på stribe, så får man høje tanker om fremtiden, men der skal meget til for at kunne begå sig blandt de absolut bedste i årgangen.
-Vi skynder os langsomt, og så ser vi, hvor vi ender. Kingston er anmeldt til såvel Jydsk 4-årings Grand Prix som til Dansk Trav Derby, men om han rækker – ja, det må tiden vise, siger Michael Lønborg.
Kingston blev erhvervet på Derby-auktionen 2022, hvor Tine og Jan Pilegaard fik sidste bud på den med 70.000 kroner.
Efter tilkørsel og optræning hos Martin Hansen på Fyn, kom Kingston i træning hos Michael Lønborg den 30. juli i fjor og debuterede i Derbyweekenden med en flot sejr i 1.15.3a/2000 m.
Siden er det blevet til yderligere fem sejre i lige så mange starter, og i fredags vandt Kingston sikkert i sin hidtil bedste notering, 1.13.8a/2000 m.
Kingston er efter Great Challenger – Caja Vang v. Enjoy Lavec og er moderens første afkom.
Caja Vang 1.16.6 – 46.124 kroner kommer ud af en stor søskende flok med tophoppen Magna Vang (Viking Kronos) 1.13.3 – 492.350 kroner som moder.
Magna Vang har også født bl.a. Halløjsa Vang (SJ’s Caviar) 1.10,8 – 1.133.362 kr.