På en forrygende afslutning fra en position som sidste hest på opløbshjørnet vandt Daniel Redén-trænede Kentucky River med ôrjan Kihlström Rommeheatet, mens storfavoritten San Moteur med Björn Goop galoperede med 500 meter tilbage.

I fjor blev Kentucky River nummer to i Paralympiatravet bag dens tidligere staldkammerat, Ônas Prince.
Med søndagens sejr i Rommeheatet er Kentucky River nu klar til 2025-udgaven af Paralympiatravet, hvor ônas Prince som vinder i fjor, er givet et wildcard.
Det var en forrygende afslutning, der sikrede Kentucky River sejren.
Undervejs sad den sidst i feltet – det var tydeligt, at Ôrjan Kihlström havde valgt en taktik, der gik ud på at tage ryg på San Moteur med Björn Goop.
Foran var det Phoenix Photo med Ulf Ohlsson med Staro Mack Grove med Magnus A. Djuse udvendigt, der bestemte tempoet undervejs.
Det var behersket – indtil sidste langside.
Her sendte Goop San Moteur i angreb fulgt af Kentucky River.
Det var dog tydeligt, at San Moteur ikke havde sin bedste dag, og med 500 meter tilbage slog den et slag med hovedet og galoperede.
Blev den bange for foranliggende Carl Johan Jepson, da han trak vattet på Demon?
Det kan være, men omvendt så var det ikke en San Moteur, der var på toppen i dag.
Men det var Kentucky River, der overspeedede hele feltet og sejrede sikkert foran Y Not Diamant med Robin Bakker, der imidlertid blev diskvalificeret for træning i opløbet.
Den var god nok!
Bakker trængte sig ud i Staro Mack Grove og fik angrebsplads – og Y Not Diamant blev deklasseret til fjerdepladsen.
For Robin Bakker blev det til en bøde på 4.200 kroner samt udelukkelse fra løbsdeltagelse i perioden 11. maj – 17. maj.
Det betyder, at Robin Bakker er udelukket fra at køre i rammeprogrammet på Copenhagen Cup-dagen på Charlottenlund Travbane, men han kan køre i hovedløbet, der er et Gruppe 1-løb!