Onsdagens møde med bestyrelsen i Det Danske Travselskab (Lunden), der var indkaldt af Dansk Travsports Centralforbund, forløb i en god tone, men Travselskabets formand Kaj Holm finder, at der på forhånd var lavet for meget drama omkring mødet.

-Det her møde var ikke anderledes end møder som vi tidligere har haft med DTC og DHV, og som der nok også holdes – eller i hvert fald burde holdes – på andre baner, siger Kaj Holm til travservice.
-Man havde bedt om noget dokumentation, og det fremlagde vi, så der er ikke meget drama, og mødet var overstået på halvanden time.
-Men jeg synes, at den fremgangsmåde som DTC har haft omkring dette møde, hvor man på et Teams-møde i DTCs bestyrelse udelukkede mig som Lundens repræsentant, da man behandlede forslaget om at få dybere indsigt i situationen på Charlottenlund Travbane.
-Det synes jeg var forkert – jeg fik ikke mulighed for at imødegå det oplæg, der var – det burde jeg have haft som Lundens repræsentant. At jeg ikke kunne have stemmeret om punktet er selvfølgelig helt klart, siger Kaj Holm.
Ifølge Kaj Holm har DTC samt DHV og DTGU altså fået adgang til alle regnskabsoplysninger, men DTC og Co. havde også ønsket at få adgang til fremtidige ekstraordinære generalforsamlinger i Det Danske Travselskab – formodentlig for at kunne orientere Travselskabets medlemmer om DTCs syn på situationen på Charlottenlund Travbane.
-Det ønske kan vi ikke efterkomme – vi er kun tre personer i bestyrelsen, og er dermed ikke beslutningsdygtige, siger Kaj Holm.
Travservice har uden held søgt DTCs formand, Egon Jensen.