Efter at have opdrættet travheste i næsten 40 år har Jørn Borch, Stutteri Line besluttet at sælge sine heste og lukke stutteriet ned.

-Det er ikke uden vemod, at jeg har besluttet at sælge alle mine heste, men jeg døjer meget med at gå og er indstillet til at få en knæoperation, siger Jørn Borch.
-Jeg er 79 år gammel og har også fået en ny hofte, og at jeg ikke længere kan omgås hestene på samme måde som tidligere, er medvirkende til at jeg nu har taget beslutningen om at slutte som opdrætter.
-Jeg har været meget glad for min tid i travsporten, og jeg slutter ikke i bitterhed eller som utilfreds, men udelukkende på grund af mit helbred, siger Jørn Borch.
Jørn Borch startede som ung i galopsporten, og vandt flere løb som amatørjockey. Siden skiftede han til travsporten, hvor han fik amatørlicens, men det er avlen, der har haft hans store interesse.
Han etablerede Stutteri Line på Harndrup Møllegaard på Fyn, og har gennem årene opdrættet mange heste – alle med kennel-navnet Line – inspireret af de modebutikker, Butik Line, som Jørn Borch en overgang havde sammen med sin hustru.
I mange år har Jørn Borch også være medlem af DTCs Avlskommission og var i de senere år kommissionens talsmand.
Pr i dag har Jørn Borch ni heste – heraf er de fire følhopper.
Det er Opera Line – i fol ved Nuncio.
Whisper Line – i fol ved SJ’s Caviar
Support Vacation – i fol ved Great Challenger
Blue Line, der i år har født sent føl efter Great Challenger, og derfor ikke er bedækket igen.
Desuden har Jørn Borch to åringer, der er tilmeldt Aalborg-auktionen.
Det er Line Line v. Nuncio – Opera Line samt Lucky Line v. Hillustrious – Support Vacation.
Jørn Borch har endnu en åring, Ludvig Line v. Maharajah – Whisper Line, samt den 2-årige Kansas Line v-. Maharajah – Opera Line, der netop er gået i træning hos Martin Hansen efter at have været på sommergræs.

-Som sagt så er det med vemod, jeg har truffet beslutningen om at stoppe, men mit helbred må komme i første række, siger Jørn Borch.
-Jeg har været glad for min engagement i travsporten, og vil fortsat følge sporten tæt.
-Jeg er også stolt over de opdræt jeg har lavet gennem årene som har klaret sig flot både herhjemme og i udlandet.
-New Line, der vandt 2.2 millioner kroner, startede to gange i Frankrig og vandt hver gang, og Hurricane Line vandt V75-finale i Sølvdivisionen i Elitloppweekenden. Whisper Line har vundet Hoppe Kriterium og samme med Søren Kolberg har jeg opdrættet Derbyvinderen Leviti samt Hoppe Kriterie-vinderen Kinetic, bare for at nævne nogle af de største, slutter Jørn Borch.
Udover at være aktiv som travopdrætter har Jørn Borch også været formand for Fyens Væddeløbsbane samt haft sæde i DTCs bestyrelse.
Jørn Borch har via sine tætte politiske forbindelser også været med til at skaffe hestevæddeløbssporten gode aftaler med politikerne på Christiansborg.
