Jeppe Juels stjerner er i topform
Jeppe Juel har grund til at smile, når han ser frem til Copenhagen Cup-weekenden. Hans stjerner skal ud mod internationale konkurrenter af meget høj klasse, men alle hans heste meldes i topform.
Efter tredjepladsen i Klosterskogen den 19. april fik Orali let hyggetræning i 5-6 dage, men derefter har han gået hårde arbejder to gange om ugen, mandag og torsdag, og han var meget fin i mandagens arbejde siger Jeppe Juel til Travservice.dk.
– Pulsen var lav, og han var stærk og velgående. Han vil gå et godt løb på søndag. Konkurrencen er hård, men de løber ikke fra ham.
I Lord Valentines Mindeløb den 27. april fik Stelton en imponerende sæsondebut, som Jeppe Juel naturligvis er meget tilfreds med. Også efter løbet er alt i orden med Stelton.
– Han fik et let arbejde i fredags med fin puls. Vi sørger først og fremmest for at holde ham frisk og i orden. Han er et stort talent, men vi forsøger at nedtone de enorme forventninger, der er til ham. Men hvis han undgår sygdom og skader, kan han meget vel næste år være en kandidat til de europæiske storløb.
– Stelton er vores bedste chance på Copenhagen Cup-dagen. Der er imidlertid meget hård konkurrence i dette 5-års løb. Det er godt for dansk travsport, at så mange internationale stjerner kommer til start på Lunden.
På spørgsmålet om, hvor DM-vinderen Open står i billedet, svarer Jeppe Juel, at de to andre (Orali og Stelton) er hovedet højere.
– Men hans form er i orden, og i løbet på søndag (Sølvdivisionen) er han ikke uden chance. Startspor 5 er optimalt.
I Travligaen, liga 4, starter Jeppe Juel Ray of Hope, som blev tredje 15,2a/2100 meter i Skive den 27. april.
– Han er et talent, men har manglet fighterhjerte. Indsatsen senest var positiv.
Lørdag den 10. maj starter Jeppe Juel kun én egentrænet hest, Rive Gauche, der vandt sin første og eneste start i hans regi på 14,9a/2100 meter i Skive den 27. april.
– Den må kunne blive 1 eller 2 i det løb siger Jeppe Juel.
Lørdag er Jeppe Juel gæstekusk på tre heste, Tornado Exclusive, Swept to Klintholm og Dreamgirl River. Med den succes han også har som gæstekusk, skal der nok være en vinder blandt dem.